Annoncørbetalt indhold
Indhold leveret af AAU
Aalborgs MBA betaler sig bedst
Indhold leveret af AAU

Stemningen er ladet og fokuseret overalt i det lyse undervisningslokale med de fine glasfacader ud til Kildeparken i Aalborg. Selvom klokken for længst har passeret 14.00 denne fredag er dialogen med underviseren, der holder sine tilhørere på stikkerne med vanskelige spørgsmål, stadig dedikeret. Alle 25 pladser ved bordene i hesteskoen er besat af engagerede ledere - erhvervs- som offentlige - i 35-60 års alderen, der både lytter, svarer og gør flittige notater. De motiverede MBA-studerende vil have alt med - også selv om lektionens emne, "Proceseffektivisering" for uindviede nok forekommer tør.

For erhvervscenterdirektør Mette Søgaard og forretningschef Mads Stærk Bjørn-Olesen kan AAU Executive’s deltids-MBA-uddannelse sagtens matche og indimellem overmatche andre MBA’er på mere prestigefyldte business schools både på faglighed og forløbsopbygning. Det gjorde den allerede, da de to fra hver ende af landet skulle vælge, hvor og ikke mindst hvordan de ville gennemføre den ønskede og krævende Master of Business Administration (MBA) på højest mulige faglige niveau. Efter grundig research valgte de begge det to-årige deltidsforløb, som tilbydes af Aalborg Universitet. Den internationalt anerkendte erhvervsøkonomiske lederuddannelse retter sig mod den erfarne erhvervsleder, privat som offentligt beskæftiget, og gennemføres som deltidsstudie i Aalborg-versionens intensive månedlige tredages seminarmoduler i og omkring de velegnede konferencelokaler på byens Comwell Hvide Hus-hotel. Her spiser og evt. overnatter de studerende også nemt og godt - borte fra hverdagens distraktioner og tæt på fly- og togafgange. Nemmere logistisk kan det dårligt blive.

AAU Executive er den enhed på Aalborg Universitet, der står bag MBA-uddannelsen, og i øvrigt også universitetets succesfulde HD-studier. AAU Executive kan glæde sig over flotte resultater på dets uddannelser og oplever samtidig en stor interesse fra erhvervslivet over alt i landet. Ca. 45 procent af de studerende på Aalborg Universitets MBA-uddannelse er f.eks. bosiddende øst for Store Bælt.

Ønsker værktøjskassen udvidet

41-årige Mette, erhvervscenterdirektør i Jyske Banks Erhvervscenter i Aalborg, blev færdig med det kvalificerende og krævende MBA-uddannelsesforløb allerede sidste år, mens falstringen Mads fra den anden ende af landet er kommet godt i gang med sit og foreløbig har deltaget i samtlige 6 af planlagte 11 seminarmoduler - også i Aalborg. I en foranderlig verden, der kræver omstillingsparathed af erhvervsledere i forhold til f.eks. nye typer kunder og medarbejdere, fortæller de begge gennem årene at have oplevet et stigende ønske og behov for at få deres ledelseskompetencer ført up to date. At få udvidet deres respektive værktøjskasser med det bedste og nyeste, som universitetets forskere, der står for MBA-studiets undervisning, kan tilbyde de to i øvrigt erfarne erhvervsledere:

Mette uddyber med en indledende bemærkning om, at hendes tid er alt for knap til, at den skal spildes:

"Jeg havde gerne rejst, hvorhen det skulle være for at få MBA-uddannelsen, der hvor den blev tilbudt mest kompetent - jeg undersøgte bl.a. også mulighederne i udlandet grundigt. At uddannelsesadressen så blev her, hvor jeg også bor, havde faktisk ikke stor betydning for mit valg. Aalborg Universitets tilbud var bare det, som jeg vurderede mest meningsfuldt."

Sådan fortæller Mette en sen aften ved køkkenbordet derhjemme, hvor børnene er puttet, og den bærbare igen er tændt. Mettes sidste forberedelse til morgendagens arbejdsprogram i banken er i fuld gang. Nye og nuværende erhvervskunder bør så vidt muligt opleve hende som velkvalificeret sparringspartner for deres specifikke udfordringer. Det billede har gennemførelsen af MBA-studiet også forstærket:

"Måden, som AAU Executive’s MBA-forløb her i Aalborg er opbygget på, passede mig fortrinligt og var et af de ekstra-plusser. Jeg foretrak de ekstra lange koncentrerede forløb, fordi jeg oplevede, at vi kom mere i dybden. Og kan man som leder ikke delegere og holde sig fra kontoret i tre dage samlet pr. måned, så er man ikke en god leder," fastslår Mette. Hun havde privat to mindre børn på den gang 7 og 9 år samt sin mand at tage hensyn til, da skønsmæssigt 10-15 ekstra MBA-studietimer i et par år måtte stables oven på hendes arbejdsuge, som i forvejen ikke var på tilnærmelsesvis 37 timer. Det var det hele værd, konkluderer hun i dag som dengang.

Seminarmodulerne i f.eks. human ressource management, finans og markedsføring med fokus på strategisk ledelse er i AAU Executive’s version opbygget som et sammenhængende effektivt forløb fra onsdag middag til fredag kl. 16 en gang om måneden. Efter hvert seminar stilles en opgave, der skal løses forud for det næstkommende seminar måneden efter. Det kræver, at det omfattende pensum i f.eks. økonomistyring, strategi og ledelse er studeret, forstået og overvejet. Hårdt arbejde, ingen genveje at skyde.

Indhold leveret af AAU
Forretningschef Mads Stærk Bjørn-Olesen, Business Lolland Falster, er hver måned på ”skolebænken” et par intense døgn i Aalborg. Han er glad for, at han valgte at tage sin MBA i Aalborg og lægger vægt på at bruge timerne til og fra Nykøbing Falster i tog effektivt - til den omfattende lektielæsning.

Togtur til selvstudie

Mads, der læser til sin MBA nu og forventer at dimittere i januar 2019 er enig. Han rejser til Aalborg en gang om måneden med tog hele vej fra privaten i Stubbekøbing og sit daglige lederjob som chef for forretningsområdet "start-up og iværksætter" hos fonden Business Lolland Falster i Nykøbing Falster. Han ønsker at kvalificere sig som sparringspartner i forhold til de iværksættere, der henvender sig for at få kompetent rådgivning, der kan gøre forskellen på succes og fiasko for deres ofte skrøbelige nye virksomheder:

"Udover de dygtige forskere, der underviser i Aalborg, giver de velstrukturerede, koncentrerede tredages forløb med klare mål, som tilbydes her, bare rigtig god mening for mig," fortæller han i en frokostpause, hvor de studerende ellers diskuterer studierefleksioner flittigt:

"Tiden, hvor vi studerende er sammen, udnyttes maksimalt med undervisnings- og opklarende diskussionsforløb, som nu. Ikke mindst den yderst meningsfulde opgaveløsning, networking og sparring med ligesindede, der foregår til langt ud på aftenen både onsdag og torsdag" forklarer Mads, der har hustru og to børn på 6 og 8 år at tage hensyn til. Han fortsætter:

"Den ganske vist pænt lange transporttid - for mig over fem timer i tog hver vej - kan jeg så heldigvis bruge effektivt i stillekupeen til at nå nogle af de mange lektier, der følger med."

Og falstringen tilføjer:

"På den måde oplever jeg faktisk at bruge min tid bedre med Aalborg-løsningen, end hvis jeg f.eks. havde valgt en MBA-uddannelse i København med dér to gange fremmøde pr. måned. Ganske vist ligger København målt i kilometer tættere på min hjembase. Men MBA-forløbet dér kræver flere rejser frem og tilbage. Og også at jeg selv kører bil for at komme effektivt frem, hvor jeg så ikke kan bruge transporttiden lige så fornuftigt til lektielæsning som nu. Undervisningens kvalitet opfatter jeg som mindst på samme niveau i Aalborg, og det alene at kunne koncentrere sig om én ting: Min uddannelse - uafbrudt af familiebøvl og dagligt arbejde - i to intense døgn, det giver bare noget ekstra."

Indhold leveret af AAU
Erhvervscenterdirektør Mette Søgaard, Jyske Bank, tog sin MBA for et par år siden. Hun er stadig i dag ikke i tvivl om, at hun valgte det bedste studie, da hun valgte AAU Executive’s forløb.

Suger til sig

MBA fra Aalborg Universitet findes næppe fagligt og indlæringsteknisk på højere niveau i Danmark, fastslår studieleder for AAU Executive, Lars Krull, selvsikkert. Han uddyber:

"Tager vores studerende mulighederne alvorligt, og det gør de, så fortæller de fleste også at have fået noget ekstra ud af den særlige opbygning og den yderst kvalificerede undervisning. Hos os lægger vi vægt på med kun en månedlig men til gengæld to døgn lang, koncentreret session, at vores studerende ikke bare agerer som ansvarsfri aftenskole elever men opfører sig som universitetsstuderende med stort ansvar for egen læring. Altså for virkeligt at få suget alt lærdom til sig, når undervisningsmodulerne så kører her i Aalborg. Det har vist sig at fungere rigtig godt, forklarer Krull:

"De intense forløb, som de koncentrerede studerende er sammen om her i et par døgn pr. seminar, uden at skulle tænke på andet - det er bare med til at opbygge betydningsfulde personlige netværksrelationer allerede i den periode, hvor de studerer og særligt i årene bagefter, hvor de indtræder i vores Alumni-netværk. Et blivende og givende netværk, som vi har erfaring for, bliver alle vores tidligere studerende til gavn, også når de senere igen og igen står i ledelsesmæssige dilemmaer og ind i mellem har behov for uvildige råd fra folk, de stoler på og respekterer for deres viden og menneskelige egenskaber".

For både Mette Søgaards og Mads Stærk Bjørn-Olesens vedkommende har deres arbejdsgivere vurderet at de 189.000 kr., som AAU Executive’s to-årige MBA uddannelse koster - samt de mange arbejdstimer, som skal afsættes - er godt givet ud som fremtidssikring af den nødvendige viden i deres virksomheder. En uddannelse der er designet til at foregå, mens de flittige erhvervsledere og deltidsstuderende samtidig bestrider deres krævende job.

Medlemmer af alumni-netværket er i øvrigt til enhver tid og kvit og frit velkomne til at komme tilbage og deltage i MBA-moduler, som de føler behov for at få genopfrisket - og gør det også, understreger Krull.

Læs mere om uddannelsen på www.aau-mba.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail