What to wear? Her er sommerens hotte mode-tendenser
Vi har spurgt Aalborgs største modeeksperter om, hvad vi skal have på i denne sæson. Se billederne og læs om de både bløde, rå og romantiske tendenser i Aalborg her.
Skrevet af Anna Sprogøe
Det er forår, himlen er blå og gågaderne er fulde af blomster, god stemning og velklædte aalborgensere, der nyder kaffen i solen. De har solbriller, forårsjakker, lyst tøj og farverige sneakers på, og ser kort sagt drøngodt ud!
Selma og jeg får lyst til at gøre dem kunsten efter, og har derfor allieret os med gågadens absolutte modeeksperter for at finde ud af, hvad vi skal have på denne sæson. Læs med og lad dig inspirere!
Selma i stribet Ganni bluse med sløjfer og lyse hørbukser fra Fiveunits fundet hos Magasin på Nytorv.
Let med sæt
Ligesom både vejret og humøret bliver moden også lettere og lysere, når vi går sommeren i møde. Butikkerne bugner med lækkert tøj i løs, behagelig pasform med forskellige feminine detaljer som fx det romantiske broderie anglaise og små sløjfer i stedet for knapper.
- Vi har virkelig mange flotte sæt, som gør det nemt, at se smart og sommerlig ud. Der er faktisk lidt nattøj over det. Løse bukser med en skjorte eller bluse til er komfortabelt at have på, men ser samtidig virkelig flot ud med fine farver og detaljer. Det kan både bruges til hverdag og fest alt efter din styling, fortæller Julie fra Magasin.
Hos Tiffany i Bispensgade fandt vi en cool denimkjole fra Ganni, sandaler og siv-taske fra Anine Bing samt bandana fra Skall Studio.
Hør og denim
Snakker vi om materialer kommer vi på ingen måde udenom hør denne sommer. Vi har fundet både kjoler og skjorter, shorts og nederdele samt jakkesæt og veste i det lette materiale.
Foruden hør er denim en kæmpestor tendens i modebilledet lige nu. Denim-jeans er jo en klassiker i de fleste garderober, men denne sommer ser vi også meget andet i denim:
- Både toppe, kjoler og nederdele er et kæmpe hit! Vi har de seneste år set mange miniskirts, men denne sommer er især de lange denim-nederdele virkelig populære. Lys denim gør sig så godt til sommerens farver og lette materialer. Det skaber en rå kontrast, som er super cool, siger Kristine fra Tiffany.
Selma i bikerjakke fra Oval Square, sneakers fra Salomon og solbriller fra Chime fundet hos Rezet Store på Boulevarden.
Ud i det blå
Hvis du ikke er til det feminine look, så skal du måske gå efter mere rå og sporty items, som du også finder masser af i butikkerne lige nu. Outerwear som fx cargopants, quiltede veste og bikerjakker samt sportstøj såsom cool tights, letvægtsjakker og selvfølgelig sneakers.
- Alle slags relancerede løbesko og hikingsko hitter helt vildt. Det er fx Asics, New Balance og Salomon, som findes i en masse nye farver til sommer. Det er også ret tydeligt, at det kridhvide, vi har været vant til at se på sneaks skiftes ud med cremefarvede toner, forklarer Soma fra Rezet Store.
Vi bemærker desuden at rigtig mange af de nye sko på hylderne har mesh, som gør dem mere luftige og derfor helt oplagte til os, der ikke gider gå i sandaler hele sommeren.
Hos DeKARL i Gravensgade fandt vi de lækreste parfumer fra Byredo og Headspace, som fuldender din forårsstil.
Prikken over i’et
Ethvert godt outfit fuldendes af accessoires, og dem er der virkelig mange fede af i butikkerne pt. Et klassisk outfit med jeans og en t-shirt kan blive personligt med et lille tørklæde om halsen, solbriller med farvede glas, kasket eller bøllehat, en stof-rose på snor om livet og markante perleøreringe. Glem heller ikke den rigtige duft som prikken over i’et:
- Ligesom med tøjet, så får man lyst til at noget mere let, rent og friskt, når det kommer til parfume. Duften følger dig hele dagen, så den skal passe til sommerhumøret. Det er især parfume med blomster, vi forbinder med sommer, men også appelsin og mandarin er fantastisk på en sommerdag med kortærmet skjorte, bare ben og et glas hvidvin i hånden, siger Simone fra DeKARL.
Få meget mere mode fra Aalborg på vores Instagram...