Vores klummeskribent Niels Skovmand har oplevet det forfærdelige - at miste smagen

KLUMME: Jeg har det godt - nu.

Jeg er netop kommet igennem et længere sygdomsforløb. Den typiske influenza ramte mig særdeles hårdt denne gang. Og nej, det var ikke mandesyge, som flere - meget lidt humoristiske - kvindelige kollegaer postulerede. Nej, det var den med feber, svimmelhed, smerte i kroppen og tvivlen om, hvorvidt man gik til levesiden eller den anden side. Og halvvejs i forløbet skete så det, vi alle frygter. Smagssansen forsvandt. Ikke bare lidt, men fuldstændig.

Dag 1 i forløbet indtrådte en fredag. DEN SORTE FREDAG, og nej, den skal ikke sammenlignes med den forestående forbrugsdag. Det var min svigerfars fødselsdag, og der blev jeg præsenteret for et af livets goder. Kød og bearnaisesovs. Men smerten var stor… Intet, INTET kunne jeg smage. Kødet var mørt, men efterlod ingen smag. Bearnaisen var dejlig gul og fed, men efterlod som det eneste en fedtet hinde inde i munden - og en efterfølgende lind afføring.

I de efterfølgende dage opstod der den ene efter den anden smagsfattige oplevelse. Jeg blev grebet af panik, jeg forsøgte med en ordentlig skefuld sennep i håbet om, at det skulle kickstarte systemet. Peberrod blev ført til næsen, og det efterfølgende dybe indtræk af luft udløste ingen reaktion.

Jeg begyndte at tillægge mig en adfærd, som må tilskrives at være usædvanlig. Jeg droppede sovs, for det gav jo alligevel intet. En aften blev jeg præsenteret for æggekage med rigelige mængder bacon. Jeg prøvede med en enkelt skive af det himmelske krydderi, men nej. I stedet spiste jeg salat… uden dressing. Det var her, min bedre halvdel kunne konstatere, at mit sygdomsforløb i den grad var flere niveauer over mandesygen.

Jeg trodsede alle anbefalinger om at blive i sygesengen og bevægede i stedet mit sygdomsramte legeme på arbejde. Her blev jeg, udover de føromtalte morsomheder, mødt med strenge ordrer om at ”holde min seng”. Jeg havde nok forventet noget, der mindede om en hyldest.

På arbejdet blev jeg ligeledes tildelt en del af livets lussinger. Her er der en særlig ting, som er særdeles afholdt. Nemlig kantinen. Her kunne jeg endnu engang konstatere, hvorledes livets vej var blevet en deroute. Jeg begyndte at spise mere grønt og gik kun en gang til buffeten. Særligt en dag var særlig slem. Der havde de rare mennesker i kantinen nemlig valgt at have sylte på menuen. Et af julens absolutte goder. Denne fede spise med sennep og rødbeder som forkæler en. Men ak, endnu engang kunne jeg intet smage.

Forløbet påvirkede mig i en sådan grad, at jeg næsten nåede frem til at have et sundt indtag af mad. Jeg er endda nået frem til, at hensygnede smagsløg er lige så effektivt som en gastric bypass.

Efter regn kommer sol, og efter mørke kommer der lys. Heldigvis også i mit tilfælde. Det skete en aften, hvor jeg blev præsenteret for flæskesteg med alt, hvad der hører til.

Allerede inden jeg satte mig til bordet, havde jeg påbegyndt min klagesang. Hvilken skam, hvilket spild, det nytter alligevel ikke noget. Men så! Efter jeg, for høflighedens skyld, havde ladet den brune sovs kærtegne mine kartofler og gennemvædet rødkålen i den brune lykke, da førte jeg gaflen til munden. Hvad var det? Er det virkelig, hvad jeg tror, det er? Jo, den var god nok. Jeg kunne smage lidt. Den salt, som sovsen eventuelt skulle mangle, kom naturligt fra de glædestårer, der løb ned ad mine efterhånden hule kinder.

I dag har jeg fået min smagssans tilbage, og livet tilsmiler mig igen. Nu er jeg klar til julens glæder. Husk: Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...