Banken klar til at hjælpe, hvis kulturhuset ikke selv kan finde pengene til at betale gælden

AALBORG: Det gik forbløffende hurtigt med at nå i mål med den første indsamling, som skal sikre fremtiden for kulturhuset 1000fryd. Og selv om stedet fortsat har en gæld, er kulturhusets fremtid sikret.

Det fortæller bestyrer Troels Højgaard Sørensen.

Første mål var at skaffe ca. 90.000 kr. Det mål er nået - godt og vel.

Men da den samlede gæld til kommunen er ca. 300.000 kr., er der fortsat brug for økonomisk støtte.

Indsamlingen er foregået på platformen generosity. Her bliver pengene første udbetalt, når målet er nået. Bliver målet ikke nået, går støtte tilbage til giveren.

- Derfor satte vi målet for indsamlingen forholdsvis lavt. Netop for at sikre, at vi kunne nå målet og få pengene udbetalt, fortæller Troels Højgaard Sørensen.

- De 90.000 kr. blev hurtigt indsamlet, men desværre betød det også at støtten gik i stå. På hjemmesiden kunne man nemlig se, at vi havde rundet 104 procent af målet. Måske tror folk, at vi så har indsamlet alle de penge, vi har brug for, fortæller Troels Højgaard Sørensen, som i øvrigt aldrig har set en regning fra kommunen på de penge, som kulturhuset skylder.

Men selv om kulturhuset altså fortsat har brug for omkring 200.000 kr. for at få bugt med gælden, så giver det ikke bestyreren søvnløse nætter.

- Vi har kontaktet forretninger, bands og mange andre med henblik på at få støtte. Vi fortsætter indsamlingen til midt i december, og så må vi se hvor meget vi mangler i at have alle pengene, siger Troels Højgaard Sørensen.

- Får vi ikke indsamlet alle pengene, må vi låne i banken. Vi har allerede fået tilsagn om at kunne optage et lån, hvis vi får brug for det, siger 1000fryds bestyrer.

Troels Højgaard Sørensen tiltrådte som bestyrer i januar efter en turbulent periode for kulturhuset.

- Jeg fornemmer stor opbakning til 1000fryd med flere og flere besøgende og frivillige. I juni havde vi ligeså mange besøgende som i perioden fra januar til juni, fortæller han.

- Musikken er den samme, men stemningen er markant bedre end for et år siden. Det mærker man, så snart man kommer ind ad døren, tilføjer Troels Højgaard Sørensen, som også ser med stor optimisme på næste år.

- Det er træls med den gæld. Havde vi ikke den, kunne vi køre med overskud. Men ingen tvivl om, at 1000fryd fortsætter. Det er jo et helt unikt sted. Kun i København har man noget tilsvarende, siger bestyreren.

I løbet af efteråret bliver der flere støtte-arrangementer. Bl.a., er der en koncert med Souvenirs, som har lovet at spille gratis for at støtte 1000fryd.

I fredags åbnede i øvrigt et nyt kunstrum i bygningen i Kattesundet. Der har skabt et neutralt rum i huset, der giver plads til eksperimenterende, interessante og up-coming kunstnere. I den kommende weekend holdes kunstfestivalen Aalborg Surreal i det ny kunstrum og i øvrigt også i resten af huset.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...