Skal du købe ind i dag, kan du kombinere det med en cupcake fra pigernes støttebod

AALBORG: Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen.

Det er klassekammeraterne Sophia og Siljes mantra, når de i eftermiddag stiller op med en bod fyldt med hjemmelavede cupcakes, flødeboller og hjemmekreerede smykker i blåt og gult, som du kan købe.

Pengene går til børnene i Ukraine, som børnene har hørt en del om i nyhederne på det seneste.

- Vi har jo set så meget om det i nyhederne, og så handler det nok om angsthåndtering, når vi voksne har snakket med dem om det og foreslået, at man måske kunne gøre noget aktivt for at hjælpe, forklarer Sophias mor, Inge Skov.

Den idé var pigerne fyr og flamme på, og de har fået sponsorater på både perler, bagematerialer og ukrainske flag, og så er eftermiddagene blevet brugt på at lave blå-gule smykker, der kan sælges.

- De er virkelig bare børn med hjertet på rette sted, og for os som forældre betyder det rigtig meget at lære børnene helt fra de er små, at vi ikke kan gøre alt, men vi kan alle gøre en lille forskel, forklarer Inge Skov, som også fremhæver datterens eget argument:

- De er jo børn ligesom os.

Du kan møde Silje og Sophia foran Rema 1000 i Aalborg Øst i dag fra klokken 15.00. Du kan købe flødeboller, smykker og så har de bagt 129 cupcakes, hvoraf de sælger de 128 - den sidste gik til en prøvesmagning, og de er helt godkendt, skulle vi hilse at sige.

UPDATE: Pigerne solgte for ikke mindre end 3900 kroner, som de donerede via støttearrangementet Sammen for Ukraine. Super stærkt!

Sarah Thun
Nogle af de blå-gule smykker, pigerne har lavet med støtte fra Aalborg-virksomheder. Privatfoto.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...