Kommunen sender 100 unge med ombord på sejladsen fra Antwerpen til Aalborg

AALBORG: Det er en oplevelse for livet, det er der vist ingen tvivl om: At få muligheden for at sejle med fra Antwerpen til Aalborg som trainee i forbindelse med Tall Ships Races.

Aalborg Kommune sender 100 unge, hvor størstedelen er mellem 15 og 25 år, med ombord på nogle af verdens smukkeste sejlskibe, og formålet er at give dem en unik rejse til søs på tværs af landegrænser, kulturer og religioner.

Tina Larsen
Sejlskibet Sørlandet ligger til kaj ved Aalborg Havnefront i anledning af The Tall Ships Races 2019. Arkivfoto: Lasse Sand

15-årige Tobias Valdemar Hjelm fra Hals er én af de unge, der skal afsted for første gang. Som trainees er de unge en fast del af besætningen ombord på skibene. De får vagter på dækket og i køkkenet, og de lærer om alt fra fortøjninger og sejl til at håndtere søsyge.

- Jeg havde lyst til at prøve noget nyt i min sommerferie og ikke bare bruge ferien på at arbejde og slappe af. Jeg vil gerne lære en masse nye mennesker at kende, lære hvordan kulturen er ombord på et skib og få en hverdag med de andre, siger Tobias Valdemar Hjelm.

- Jeg tror da også, at det bliver udfordrende at skulle sørge for de forskellige pligter, der er ombord. Jeg ved dog, at der er en masse dygtige søfolk med. Jeg tror også, det kan blive lidt udfordrende at skulle være offline, og ikke have muligheden for at snakke med familie eller venner lige så meget, som jeg plejer.

Tina Larsen
Louise Markbjerg højt til vejrs på en af de tidligere sejladser. Privatfoto

22-årige Louise Markbjerg fra Aalborg deltager også som trainee, og hun er ikke helt så ny inden for sejlads. Det er nemlig tredje gang, hun er med.

- Jeg har igennem de sidste 13 år været en del af Hals Søtrop, og derigennem har jeg lært, hvor skønt det er at sejle. Jeg tager med igen for at møde nye mennesker, og for at få lov til at sejle med gamle træskibe. Hver gang er en ny oplevelse, siger Louise, der deltog i The Tall Ships Races for første gang i 2015, hvor Aalborg også var værtshavn.

- Jeg var meget genert, men oplevelsen som trainee hjalp mig med at komme ud af min skal og udvikle mig selv som person. Jeg var i 2015 med på det hollandske skib Oosterschelde, hvor vi spillede musik og dansede for publikum på kajen i Aalborg. Det var en fantastisk oplevelse for mig. Men jeg vil også sige, at nogle af de bedste oplevelser har været hver gang, jeg har stået sammen med en masse andre for at sætte sejl op.

Vidste du at:

Det er sjette gang, at Aalborg er vært for The Tall Ships Races.

Aalborg har været vært i 1999, 2004, 2010, 2015, 2019 og nu igen i 2022.

40 af verdens smukkeste sejlskibe lægger til kaj i Aalborg.

Spar Nord og Spar Nord Fonden er hovedsponsor for sjette gang.

Aalborg Kommune sender 100 unge trainees med fra Antwerpen til Aalborg.

Der er cirka 1.500 besætningsmedlemmer med på skibene.

Aalborg forventer omkring 750.000 besøgende under The Tall Ships Races 2022.

I 2022 besøger The Tall Ships Races følgende byer:

Esbjerg, Danmark (7. - 10. juli)

Harlingen, Holland (14. - 17. juli)

Antwerpen, Belgien (22. - 25. juli)

Aalborg, Danmark (4. - 7. august)

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...