Du kan komme med på en rejse gennem deres bagkatalog - og måske er der også nyt i posen ...

AALBORG: Det kan godt være, de er blevet 20 år ældre, men du kan stadig være sikker på at få en fest, når Hefty & Jøden tager på en længere turne næste år.

- Det skal være en fejring af os, og alle der har fulgt os. Alle, der har købt vores plader, og alle, der har downloaded dem ulovligt, siger Jonny Hefty.

I 2020 er det nemlig præcis to årtier siden, at han sendte sin debut Hængerøv & Håndtegn på gaden - en EP med klassikere som Muggen Røv og duetten Tryllebønnen med netop Jøden.

- Den kommer vi selvfølgelig til at spille, og så tænker jeg ellers, vi bevæger os kronologisk frem i løbet af koncerten, fortæller han og tilføjer, at det hele bliver krydret med anekdoter og røverhistorier om 20 år på landevejen.

Katrine Schousboe
Selv om der er gået 20 år siden debutten, så har de to stadig en fest. PR-foto

- Vi er på de 20 år blevet meget bredere end bare rap - nu er det mere en skønsom blanding af alt muligt. Men vi kan love, at det bliver en fest, fastslår Jonny Hefty.

Han konstaterer, at sammensætningen af publikum med årene også har ændret sig. Nogle har hængt ved i alle årene, og nye er kommet til.

- Da vi startede, var det jo nærmest kun knægte med omvendte kasketter, der stod der, nu er det familiefædre, børn med ørepropper, punkere og din fulde mor, siger han med smil i stemmen.

Turneen bringer Hefty & Jøden rundt til 16 spillesteder over hele landet - og selvfølgelig også Aalborg, hvor de spiller på Skråen 7. marts.

Og sukker du efter nyt fra Aalborgs undergrundsborgmester og hans makker, så kan du godt begynde at holde vejret.

Noget skal de nok finde på, lyder det lidt kryptisk.

- Det er sådan noget, man siger til sit pladeselskab. Men ja, mon ikke - et nummer har vi i hvert fald, siger han og tilføjer, at parret glæder sig.

- Nu har vi overlevet det her i 20 år, og vi synes stadig, det er sjovt. Vi glæder os rigtig meget.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...