Vinterprogrammet byder på flere pladser

AALBORG: Der bliver 2000 flere gæster, der kan rejse direkte med Bravo Tours på ferie fra Aalborg Lufthavn til vinter. Selskabet øger nemlig antallet af pladser fra den nordjyske lufthavn sammenlignet med sidste år.

- Vi har fløjet fra Aalborg i mange år og har kontor i Aalborg. Det bliver vi ved med - og vi kommer til at øge antallet af pladser, så nordjyderne får endnu flere muligheder at vælge i mellem, siger Peder Hornshøj, der er adm. direktør i Bravo Tours.

Og der bliver nok af rejsemål at vælge mellem. Der bliver nemlig både mulighed for tre spændende områder i Egypten omkring Hurghada, samt de kendte kanariske-øer: Gran Canaria, Tenerife og Fuerteventura, som gæsterne i år kan rejse til allerede fra oktober.

- Vi har valgt at udvide sæsonen på De Kanariske Øer, så man nu kan rejse direkte fra Aalborg Lufthavn hele sæsonen fra oktober til april. Det giver nogle ekstra måneder i forhold til, hvad vi tidligere har gjort, siger direktøren og fortsætter:

- Og så har vi fundet en nyhed til nordjyderne, nemlig Madeira. Den fantastiske portugisiske ø, der virkelig er smuk og fuld af oplevelser. Samtidig er det virkelig høj hotelstandard for pengene, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...