Klummeskribent Christine Delmar har kun ét nytårsforsæt i år

Efter festen, de fjollede hatte, torsken og fyrværkeriet kommer en ny begyndelse. Et nyt år på bagkanten af bordbomber og serpentiner. Huskede du at hoppe ind i det? Det nye år, altså. For når skellet mellem det gamle og det nye år er åbent, kan trolde og onde ånder bide sig fast i det nye år. Og en lodden trold på slæb fører vist sjældent godt med sig.

Denne tid er også fyldt med ’nytårsforsæt’ - en slags mål eller ønsker til det kommende år. Du har helt sikkert hørt om dem før. Der er dem om rygestop og alkohol. De, som handler om at få mere tid til venner og familie. Og så er det fitnesscentrenes travleste måned, for det er NU, at alle har sat sig for at begynde en ny og sundere livsstil. Det nytårsforsæt holder ifølge centrene til omkring marts måned.

2019 vil jeg dedikere til at tage styring på én ting; min digitale afhængighed. Lidt paradoksalt måske, når man som jeg faktisk har professionelle sociale kanaler. Jeg tjekker Instagram (i timer - med flertalsendelse), Facebook, skriver med mine venner på Messenger og hører podcast, når jeg går tur. Jeg er aldrig uden min lille lommeven. Den er der altid for mig, når jeg har brug for et øjebliks underholdning. Den har ligefrem også en plads på natbordet lige ved siden af sengen, så den er indenfor rækkevidde. Det er jo alarmklokken.

Har du selv regnskab over, hvor meget tid du bruger online? Aktivitetsrapporten er én af Iphones nyeste funktioner, der giver dig en fordeling af tidsforbruget på telefonen – og du kan få hjælp af funktionen til styre tiden foran skærmen. Denne online/offline balance er tydeligvis et reelt samfundsproblem, som vi nu skal have hjælp til at afhjælpe. Av.

Min far på snart tres kan ikke lade være med at Google fakta, så samtaler og diskussioner får ikke længere frit løb. Og koncerten opleves gennem telefonen. Alle ved jo, at kun det, som er dokumenteret online, har fundet sted i virkeligheden.

Hele denne digitale afhængighed skal ikke være mig… Jeg vil være til stede i år; lægge mobilen væk og være nærværende, når jeg er sammen med andre. Og så håber jeg på, at det smitter. For det betyder noget for den måde, vi er sammen på – det betyder noget for dybden og nærværet. I 2019 skal der være tid til bare at være.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...