Glem alt om dronningen - vores klummeskribent Mette Goddiksen giver dig årets nytårstale

KLUMME: Så for søren. Jeg har fået spalteplads til en form for nytårstale. Og så til indgangen til et nyt årti, der er helt symmetrisk: 2020.

Jeg sidder her med bobbet hår og min datters plastikdiadem på. Sikke en ære.

Men først har jeg brug for at sparke en fodnote ind: Jeg tænker, nogle af jer synes, jeg fylder lige lovligt meget. Bare rolig. Sådan har jeg det selv sommetider. Så slår jeg op på side 2, hvor jeg står og skaber mig, putter avisen i bunden af marsvineburet og tænker helt selvdestruktivt, at nu kan Svenning the Svin bare tisse løs på mit selvglade fjæs. Ja, hvis du ikke har marsvin eller måske kanin, så kan du pakke en rigtig væmmelig fisk ind i avisen. Hvis du læser på skærm, så skal du bare slukke eller scrolle videre. Det bliver for dyrt i Apple-produkter, dét med at bruge dem til marsvinetis og kippers.

Hvilket helt elegant bringer mig til første punkt i nytårstalen:

I 2020 håber jeg, vi holder op med at gøre andre mindre for selv at føle os store. Mit lys stråler ikke kraftigere af, at jeg puster andres ud.

Jeg har taget mig selv i at dyrke forargelsen og ”godt, man ikke er sådan”-følelsen foran forskellige reality-programmer, hvor én eller anden er castet som den ubegavede/selvhævdende/egoistiske/pinlige/skumliderlige. Jeg kan også tage mig selv i at glæde mig over, når smukke kvinder tager ti kilo på. Også mine veninder. Det vil jeg prøve at holde op med. Når jeg lige har sendt to kilo nougat til Sarah Grünewald altså.

Apropos håber jeg også, vi i det kommende år viser, vi er kommet længere end til middelalderens offentlige henrettelser. Der vil helt sikkert komme skøre holdninger fra de krænkede om, at det er forkert at synge, at ”Den danske sang er en ung, blond pige” og deslige. Men det klæder ingen, når der går høtyv og fakkel i den, og vi slås om at nedgøre vedkommende på den groveste måde. Pyt, siger vi i 2020, og så siger vi nej tak til nogle mediers never ending tilbud om et herligt forargelsesfix. Vi vil nemlig hellere bruge krudtet på noget konstruktivt og klogt indhold i det kommende år… Ikke?

Fællesskab må rigtig gerne blive moderne igen. På vejgaardsk: Kunne vi da ikke lige få hovedet ud af egen røv? Og det her bliver et langt punkt… Men som mor til tre oplever jeg for eksempel i ny og næ den type forælder, der synes, fælles regler og arrangementer på skolen eller i institutionen er noget, man vælger fra, hvis det ikke lige er designet til mig, mig, mig og så mit barn. Lavpunktet i 2019 var, da en mor til et forældremøde på skolen roste strammere mobilregler, men de skulle bare ikke lige gælde for hendes guldklumper. Hun havde nemlig behov for, de ringede til hende to gange om dagen.

Nå, tænker man afmægtigt. Det er svært at gøre andet.

Så er der forældre, der ikke bakker op om fællesskabet, hvilket gør, det altid er de samme, der bager, kører, planlægger arrangementer, er med til at tjene penge til klassekassen osv. De sender et signal til ungerne om, at alt, der ikke lige passer én selv, kræver man er sammen med nogle, man ikke normalt leger med og/eller er hylende morsomt, kan fravælges. Det dur bare ikke. At alle har det godt, og fællesskabet glider, er vigtigere end lille Svend Hermans præferencer – også selvom alle forældre inklusive mig selv herligt og kærligt nok synes, deres barn er verdens navle. Og næh: Jeg tror ikke på, det gang på gang er helt umuligt at prioritere en lille kedelig opgave, hvis den betyder en masse for andre. Vi har alle sammen travlt. Omvendt er jeg taknemmelig for, der også findes den der hårde kerne af forældre, der altid engagerer sig. Tak til jer. I 2020 strammer vi andre lige lidt op.

Det med fællesskab gælder i øvrigt også i forhold til at leve bæredygtigt, flette korrekt i trafikken, overholde sin plads i køen, ikke tage den sidste slat kaffe uden at brygge nyt, bære over med hinanden og sige undskyld, hvis man kom til at vrisse af sin ægtefælle, børn og kolleger. Okay. Lige for en sikkerheds skyld siger jeg lige undskyld på forhånd. Selvindsigt er vel også noget, vi skal tage med os ind i 2020.

Det gælder også i samtaler, hvor mange af os kunne lære at give plads. Egentlig er det simpel procentregning: Hvis vi er fem mennesker, så er der 20 procent taletid til os hver. Og er en anden ved at fortælle noget, så skal vi jo lytte og stille interesserede spørgsmål, ikke sidde på lur for at overtage scenen og fortælle en endnu vildere historie. Ja, ja. Jeg kan se ironien. Lige nu har jeg taget 100 procent af taletiden. Jeg tager min egen medicin og skyller efter med champagne.

Kommentarfeltet er jeres, men vær nu lige flinke.

Hvis alle lige er 10 gram mere flinke, så bliver 2020 pragtfuldt. Dét kan jeg mærke på mit vand.

Gud bevare alle os ufuldkomne aalborgensere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...