I morgen går det løs med de populære koncerter i Karolinelund - interessen er på forhånd enorm

AALBORG: Der er dømt fadøl, fællessang og firserhits, når Skråen skyder årets række af fredagsfester i gang i morgen, fredag 29. juni.

Det er Dodo & The Dodos, der åbner ballet og på forhånd er interessen for de 10 sommerkoncerter enorm.

- Det har været fuldstændig sindssygt i år. Vores opslag på Facebook med programmet røg ud til 150.000 mennesker, fortæller leder af Skråen Jørgen Nissen, der også står for de populære events.

Den store interesse blandt aalborgenserne, avler store forventninger til de ti aftener - også hos arrangørerne - for Skråen har denne sommer brugt flere penge end nogensinde på at hente kunstnere til scenen i Karolinelund.

- Vi har valgt at give den fuld gas i år. Hvor vi normalt har haft et par store navne i løbet af en sæson, har vi i år købt ti dyre navne, siger han.

At barren er sat højere end ellers, hænger sammen med, at Skråen i år kan fejre 40 års jubilæum.

- Det vil vi gerne markere - også ved fredagsfesterne. Vores økonomiske ramme er derfor højere end nogensinde, og vi skal omsætte for omkring fem mio. kr. på de ti aftener for at være dækket ind, fortæller han.

Katrine Schousboe
Der skal langes ekstra mange fadøl over disken i år, for at økonomien hænger sammen. Arkivfoto: Michael Koch

Navne giver den lidt ekstra

Jørgen Nissen vurderer, at Fredagsfesternes succes dels skyldes en afslappet stemning omkring koncerterne, dels at det er billigt at deltage.

- Samtidig ser vi også, at bandene leverer nogle rigtig gode koncerter. Mange af dem, der spiller her, er måske vant til at spille som et mellemstort navn på en festival, men ved Fredagsfest er de hovednavn, og det gør, at de giver den lidt ekstra, siger han.

Og mon ikke også, det sker, når firserikonerne Dodo & The Dodos går på scenen. I hvert fald har bandet et sikkert kort på hånden i form af et af alle tiders største danske hit, Re-Sepp-ten. For det var som bekendt en dengang relativt ukendt Dodo Gad, der stemmemæssigt supplerede Frank Arnesen og resten af VM 1986-holdet på sangen.

I 30 år har bandet nægtet at spille Re-Sepp-ten, men sidste år blev det gamle landsholdshit trukket op af hatten på flere festivaler, og hvad skulle være mere oplagt end at give den en ny omgang nu.

Billetter til Fredagsfest kan kun købes i indgangen (fra Østerbro) fra kl. 18. Koncerten begynder kl. 20.

Koncertarmbåndet giver i øvrigt fri entre til Afterparty på Skråen med Soulkompagniet.

Katrine Schousboe
En afslappet stemning og billige indgangsbilletter er nogle af årsagerne til succesen med Fredagsfest, vurderer Jørgen Nissen. Arkivfoto: Martin Damgård
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...