Er du løbet tør for aktiviteter til din ferie? Og er det småt med mønter i pungen? Så har vi fundet 4 gratis aktiviteter til dig

AALBORG: Ovenpå en uge med ustadigt vejr er det ikke lige stranden og Vestre Fjordpark, der lokker allermest. Og måske er opfindsomheden ved at løbe op? I hvert fald har vi fundet fire aktiviteter til din weekend, du kan nyde kvit og frit - og næsten kvit og frit.

Anne  Norre
Aalborg fyldes med Jazz fra 28. juli til 31. juli. Foto: Jonas Svendsen

Jazzfestival

Til og med lørdag 31. juli rammes Aalborg af en jazzfestival med intet mindre end 20 forskellige jazzkoncerter. Her kan vi glæde os til både lokale, nationale og internationale kunstnere, så her er noget for enhver smag.

Alle indendørskoncerter koster små 25 kroner per styk, men hvis du er heldig at komme forbi på det rigtige tidspunkt, kan du nyde tonerne af pop-up koncerter ved Gabelstorv og i Bispensgade.

Du kan læse mere om jazzfestivalen her

Der er stadig ledige billetter til flere af koncerterne, dem finder du her

Anne  Norre
Gør et kup på lopper på havnen i weekenden. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Store loppemarkedssøndag

Lige netop på søndag bliver vi beriget med intet mindre end fire forskellige loppemarkeder i Aalborg. Her er det helt gratis at deltage, altså, så længe du ikke køber noget, og ellers er der god mulighed for at gøre sig et kup eller to.

Disse loppemarkeder kan vi se frem til:

Loppemarked på Louise Plads fra 10-15

Lopper på havnen fra 10-15

Loppemarked på Streetfood fra 11.30-16

Dét frie loppemarked på Frederikstorv fra 10-15

Du finder mere info om alle loppemarkederne her

Anne  Norre
Du finder Tribal Party i denne del af Østre Anlæg nu på lørdag. Foto: Projekt! Painting! Party!

Projekt! Painting! Party! Tribal Party

Lyder bål, maling, sprøde toner fra en DJ og en trommegruppe som noget for dig? Så skal du læse med her!

På lørdag holder holdet bag Projekt! Painting! Party! nemlig Tribal Part i Østre Anlæg.

- De første 65 mennesker der kommer får en gratis t-shirt at male på - så præmissen er at man kommer og maler på hinanden. Der vil også være lærred som man kan male på, hvis man ikke har lyst til at male på hinanden, skriver arrangørerne om arrangementet.

Er du ikke lige i dit kunstneriske hjørne, spiller trommegruppen GBENODU fra Togo mens DJ Autobiaz Tuxen fyrer et par sprøde sæt af, hvor du frit kan svinge lidt med hofterne eller få dig en god snak med en ligesindet.

Det foregår lørdag 31. juli fra klokken 19-22 i Østre Anlæg og så er det helt gratis at være med - du skal bare gå efter bålet og musikken, så finder du det.

Du kan læse mere om arrangementet her

Anne  Norre
Kom til Comedy Beach Club i Nordkraft denne lørdag. Arkivfoto: Nordkraft

Comedy Beach Club i Nordkraft

Hvis du ikke allerede vidste det, så afholdes der gratis arrangementer i Nordkraft hele sommeren som en del af Costa del Nordkraft.

Hver lørdag er der comedy på den indendørs strand i Kedelhallen, og denne lørdag er det ikke mindre end Jes Busk, Emma Sørensen, Rasmus Skjøth og Patrick Vallys, der skal kæmpe om at få os til at grine. Kender du dem ikke? Så kan du altså komme til det denne aften og få dig et smil på læben samtidig. Win/win, hvis du spørger os.

Det foregår i Nordkraft nu på lørdag fra klokken 21, men kom i god tid for at sikre dig en god plads. Baren er åben - og god! - og der er happy hour mellem 20-21.

Du finder mere info på Skråens hjemmeside her

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...