Kom i ægte julestemning med et flot træ til stuen

Aalborg: Den søde juletid er over os, og det betyder også, at det mest centrale element i de danske julehjem, juletræet, også snart skal i hus, inden det er for sent. Heldigvis er der flere steder i byen, hvor du har mulighed for at hente dit helt eget eksemplar, så vi har samlet en lille oversigt over, hvor du kan finde det perfekte juletræ.

Skalborg Sportsklubs Juletræssalg, Agri Nord Idrætscenter

Sportsklubben i Skalborg har ambitioner om at skabe lidt ekstra julestemning omkring deres base i Agri Nord Idrætscenter, så de har valgt at sælge juletræer for fjerde år i træk. Der vil kunne købes juletræer i forskellige størrelser og sorter, og juletræerne vil være til salg alle lørdage og søndage i december samt fredag den 21. december. Sportsklubben kan også levere træet til din hjemmeadresse, du skal dog bo inden for en radius af tre kilometer fra Agri Nord Hallen, men så tilstræber klubben også, at det sker samme dag.

IKEA

Det store varehus har også juletræer i decembers produktsortiment, sådan at du ganske bekvemt, efter at have nydt deres julebuffet, shoppet julegaverne og købt en ordentlig omgang julepynt også kan tage et juletræ med hjem. IKEA kan derudover også sælge dig en juletræsfod, som en af deres medarbejdere kan montere for dig gratis. Når du køber et juletræ hos IKEA, får du samtidig også et værdibevis på 50 kroner til køb i varehuset.

Pauline Vink
Nordmannsgranen er det mest populære juletræ i Danmark efterfulgt af Rødgran og Nobilis. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Kirkens Korshærs Herberg Forchhammersvej

Vil du støtte et godt formål, samtidig med at du køber årets juletræ, skal du lægge vejen forbi Kirkens Korshærs herberg på Forchammersvej. Her sælges der overskydende juletræer fra den velgørende organisations julemarked sidst i november, og hvis det viser sig at være en stor succes med juletræssalget, vil organisationens medarbejdere sørge for at bestille endnu flere træer hjem. Der er både træer i sorterne Nobilis og Normann og overskuddet går til Kirkens Korshærs arbejde i Aalborg.

Julemarkedet

På det store julemarked på Gammeltorv kan du naturligvis også købe dig et juletræ. Her er der fine træer i mange forskellige størrelser, og så kan du også lægge vejen forbi en af de mange boder, hvor du med garanti også kan købe dig fattig i julepynt til dit nyindkøbte træ. På julemarkedet er der også god mulighed for, at få nogle hyggelige timer, så hvis du ikke er fæld-selv-typen, men samtidig gerne vil gøre noget ud af årets juletræsindkøb, er det oplagt at tage familien med ind til julemarkedet og udvælge årets juletræ.

Studerendes Juletræssalg på Gabelstorv

De to studerende Lars Flensburg Hansen og Christian Willadsen trodser for 3. år i træk vinterkulden og vil trofast stå på Gabels torv og sælge juletræer indtil den 23. december. De to kammerater med det noget anderledes studiejob vil sælge 1. sorterings normansgraner fra Sønderjylland, og som noget nyt i år har de fået lavet et smart juletræsfodssystem, der gør, at træet med garanti står fuldstændigt lige. Har du ikke plads til det helt store juletræ, kan du også købe tre forskellige slags pottetræer, lige til at have stående i din egen lille studielejlighed. Hvis du bor under 20 kilometer fra Aalborg, kan du få leveret dit juletræ.

Pauline Vink
Vil du holde dit træ friskt og grønt så længe så muligt, så lad det stå vådt og koldt udenfor, til du skal bruge det. Arkivfoto: Bent Bach
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...