53-årig får livstid for skuddrab på ekskone
Retten i Aalborg har idømt 53-årig mand landets strengeste straf for at skyde og dræbe sin ekskone for øjnene af deres to børn
AALBORG: 53-årige Sedad Hanic skal i fængsel på livstid.
Sådan lyder dommen, som et enigt nævningeting ved Retten i Aalborg netop har afsagt.
Den 53-årige er dømt for at have skudt og dræbt sin 41-årige ekskone 17. september 2021 omkring klokken 18.20 ud for opgangen til hendes lejlighed i Skelagergården i Aalborg.
Drabet skete for øjnene af deres to sønner og flere beboere.
Ventede på ekskone
Under retssagen er det kommet frem, at drabet var kulminationen på flere års chikane og trusler mod ekskonen efter deres skilsmisse i 2017. Det kom også frem, at den 53-årige om morgenen for drabet havde skrevet til sin nevø på Messenger, at han ville slå sin ekskone ihjel den dag.
Derefter tog han en skarpladt pistol med sig og kørte fra hjemmet i Herning til Aalborg, hvor han ventede i to timer, indtil ekskonen kom hjem. Han fulgte efter kvinden og de to sønner, og indhentede dem uden for opgangen.
Her holdt han ekskonen fast med den ene hånd, mens han holdt pistolen for hovedet af hende med den anden og blandt andet sagde "Det slutter nu", inden han efter nogle minutter skød ekskonen én gang i hovedet.
Politiet ankom kort tid efter til stedet og kunne anholde den 53-årige, der var helt rolig.
Den 41-årige kvinde blev erklæret død på sygehuset en halv time senere.

Retten: Karakter af likvidering
Retten har i dommen lagt vægt på, at drabet var planlagt og havde karakter af en likvidering, samt at det var en særdeles skærpende omstændighed, at drabet skete for øjnene af børnene.
Retten lagde også vægt på, at drabet var kulminationen på flere år forfølgelse af den 41-årige kvinde, efter skilsmissen i 2017.
Derudover har retten lagt vægt på, at drabet er sket med skydevåben på et offentligt tilgængeligt sted, og dermed kan straffes forhøjes med indtil det halve.
På den måde ville straffen være over de 20 års fængsel, som er den maksimale tidsbestemte straf, man kan idømmes, og derfor skal straffen være livstid.
Flygtede fra Bosnien
Den dømte Sedad Hanic er født og opvokset i Bosnien, men da borgerkrigen brød ud i 1992, blev han og hans familie udsat for chikane og forfølgelse.
Han flygtede til Danmark i 1993 og er siden blevet dansk statsborger. Han har klaret sig godt i Danmark og har blandt andet haft egen virksomhed i 17 år.
Han blev gift med den nu afdøde i 2011, og boede sammen hende i Hvide Sande indtil 2015, hvor de blev separeret, og den 41-årige kvinde flyttede til Aalborg. I 2017 blev de skilt, og herefter begyndte problemerne.
I december 2018 fik den 53-årige et tilhold mod at kontakte den 41-årige, men det stoppede ham altså ikke.
Hitman fra Balkan
I forbindelse med drabssagen er han også dømt for at overtræde tilholdet adskillige gange samt for at have sendt flere dødstrusler til sin ekskone igennem flere år.
I flere af truslerne beskrev den 53-årige blandt andet sig selv som en "hitman fra Balkan".
Truslerne blev så alvorlige, at den 41-årige i 2020 fik udleveret en overfaldsalarm.
Det kom også frem under retssagen, at den 53-årige to gange havde sat en gps-tracker på ekskonens bil for at kunne spore hendes færden. Den første gang blev trackeren opdaget af kvindens far.
Men han satte efterfølgende endnu en tracker på, som han brugte til at spore sin ekskone med drabsdagen.
Overvejer anke
Anklager Mette Bendix var efter dommen tilfreds med, at retten valgte at følge hendes påstand om livsvarigt fængsel og lagt vægt på de omstændigheder ved drabet, som hun mente skulle tale straffen op.
Den 53-åriges forsvarer, Jens Lang Rask har derimod kæmpet for at netop at undgå, at hans klient fik livstid. Han argumenterede i sin procedure også for, at drabet skulle udløse en hård straf, men at straffen højest skulle være 16 års fængsel - også selvom straffeloven siger, at når der anvendes skydevåben i det offentlige rum, så kan straffen stige med indtil det halve.
- Der må være et skøn, hvor man siger, at straffen kan forhøjes indtil det halve, men man må også kunne forhøje straffen med noget mindre, siger Jens Lang Rask efter dommen.
- Men vi vidste godt, at der var en risiko for, at han kunne blive idømt livstid. Nu skal min klient lige sunde sig, og så tager vi stilling til en eventuel anke, siger han.
Derfor udbad den 53-årige udbad sig betænkningstid med henblik på en eventuel anke af dommen.





