Det ny p-hus har fået navnet Havnemøllen. Privatfoto

Det ny p-hus på Østre Havn "Havnemøllen" er klar til at tage imod biler

AALBORG: Ikke mindre end 590 nye p-pladser står klar i det nyopførte p-hus på Østre Havnegade 17 mellem ved Musikkens Hus, Østre Havn og Nyhavnsgade.

Det er entreprenørvirksomheden A. Enggaard, der har opført parkeringshuset, som skal servicere Østre Havn-området, Musikhuskvarteret, Musikkens Hus mv.:

- Vi ved, at en aften i Musikkens Hus allerede starter, når man ankommer til området. Let adgang til og ikke mindst fra parkering er en vigtig del af den totaloplevelse, som vi gerne vil tilbyde vores gæster. Derfor er vi meget tilfredse med, at det nye parkeringshus nu står færdigt og indgår som en del af de parkeringstilbud, der er i gåafstand fra Musikkens Hus, forklarer adm. direktør Lasse Rich Henningsen.

Han understreger, at Musikkens Hus ikke har noget med driften af hverken det nye p-hus øst for eller den eksisterende p-kælder vest for Musikkens Hus at gøre.

Det nye p-hus har fået navnet Havnemøllen og indeholder den nyeste scanningsteknologi. Det betyder, at nummerpladescannere automatisk registrerer ind- og udgående trafik, og brugerne kan således tilmelde sig automatisk betaling. Der er dog også fortsat mulighed for manuel betaling i p-automater.

Det nye p-hus skal først og fremmest imødekomme behovet for parkering i Østre Havn-området, hvor nye boligkvarterer og byggeprojekter fortsætter med at skyde op.

- Vi imødeser færdiggørelse af hele havnearealet - herunder Østre Havn. Det vil øge tiltrækningskraften - både generelt for Aalborg og specifikt for Musikkens Hus med en central placering på havnefronten, slutter Lasse Rich Henningsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...