Radikale Venstre i Aalborg er bange for, at vægmalerier kan skabe forvirring, om hvad der er kunst, og hvad der er reklame

AALBORG: Hvis alt går efter planen, kan man i fremtiden finde et gavlmaleri i Reberbansgade Aalborg, der får dig til at tænke på AaB.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvordan det kommer til at se ud, men By- og Landskabsudvalget har sagt god for, at klubben kan få malet en gavl. Et centralt krav er, motivet skal være kunst og ikke reklame.

Og det bliver ikke kun AaB, man kommer til at kunne se gavlmaleri fra. For i samme omgang blev det besluttet, at hvis der blev sagt god for AaB, ville det også blive muligt for andre af Aalborgs kulturinstitutioner at få malet en gavl med kunst. Man håber på, det kan skabe en større bevidsthed om Aalborgs mange kulturtilbud.

Mere reklame end kunst

I det Radikale Venstre er de dog ikke begejstret for beslutningen.

- Selvom det skal være kunst, bliver det stadig reklame, fordi motivet stadig får en til at tænke på dem, der har opført det, argumenterer Daniel Nyboe Andersen, der er byrådsmedlem for partiet.

Han var med til at godkende det første gavlmaleri i 2014 og mener, at man sænker ambitionerne fra dengang.

- Grunden til, at vi i sin tid godkendte gavlmalerierne, var, at der var en ambition om et højt kunstnerisk niveau. Det er ikke bare hvad som helst, man slynger op. Det betyder meget for byens rum, hvad det er, der kommer op, forklarer byrådsmedlemmet.

Han indrømmer, det nok er sandt, at et vægmaleri kunne være med til at gøre det kulturelle Aalborg mere synligt, men mener, der skal ses på andre måder at gøre det på.

- Vi vil gerne være med til at finde ud af, hvordan man kan gøre byens kulturliv, som f.eks. AaB, mere synlige i gaderne. Vi synes, det er fantastisk, vi har så mange elitesportsklubber og kunstinstitutioner i byen. Vi vil gerne se på andre måder, det kan ske på, siger han og tilføjer, at det ikke er fordi, han og de andre radikale har noget imod AaB.

- Tværtimod. Lad os få flere AaB-logoer i bybilledet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...