Safe House – Aalborg, der arbejder for at sikre et tryggere natteliv, modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning

AALBORG: Efter en tæt afstemning iblandt AaB’s fans er det nu lagt fast, hvilket formål der i år modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning. En donation fra Arbejdernes Landsbank og AaB på 2 kroner pr. hjemmebane-tilskuer i Superligaens efterårssæson.

Vinderen af afstemningen blev Safe House – Aalborg, der er en frivillig forening, der gerne vil øge trygheden i nattelivet. De har lokaler for enden af Jomfru Ane Gade, hvor der sidder nogen klar til at hjælpe dem, der måtte have brug for det. Derudover har de også frivillige til at patruljere omkring havnen i Aalborg.

- Det er fedt, at så mange har ønsket, at vi skal være modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning. Som en helt ny forening prøvede vi bare at søge, og vi havde ikke regnet med hverken at blive nomineret eller nu blive modtager. Så det giver os et kæmpe boost, at vi er blevet valgt, siger Sune Zacho, der er initiativtager og formand for Safe House – Aalborg

Siden Hele Nordjyllands Håndsrækning blev oprettet i 2015 er forskellige formål blevet støttet med mere end 1,3 millioner kroner samlet set.

Hvor mange penge, Safe House – Aalborg ender med at få, afhænger af hvor mange tilskuere, der kommer til AaB’s hjemmekampe i Superligaens efterårssæsonen. Carpe Diem, der modtog donationen efter forårssæsonen 2022, endte med at få 155.266 kroner.

- Nu håber vi, at vi gennem hele efteråret får fyldt Aalborg Portland Park op med masser af tilskuere, så der foruden en god stemning på Aalborg Portland Park også kommer en stor håndsrækning til Safe House - Aalborg, siger Thomas Bælum, der er administrerende direktør i AaB.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...