AALBORG: Grundlovsdag. Smag på ordet. Lige dele støv og ærefrygt, men også fejring af grundstenen for vores land.

I morgen, tirsdag, fejrer vi nemlig den første danske grundlov, som vi fik 5. juni 1849.

Så langt så godt. Men hvordan er det nu ellers det er med grundlovsdag? Er det en helligdag? Har vi fri? Skal børnene i skole? Og hvad med butikkerne?

Dagen giver hvert eneste år anledning til en vis forvirring, for den er ikke nogen egentlig helligdag, og du kan dermed ikke automatisk forvente, at du har fri - med mindre, det fremgår af din ansættelseskontrakt eller overenskomst.

Til gengæld er grundlovsdag officiel flagdag, hvor alle offentlige bygninger sætter flag op, fordi dagen er det nærmeste, vi kommer på en nationaldag.

De holder åben

Men officiel helligdag eller ej, så er den i lukkelovsforstand helligdag. Derfor holder langt hovedparten af byens butikker lukket. Det gælder f.eks. også banker og kommunens borgerservice.

Undtaget er dog de butikker, der ellers holder åbent på helligdage. Det gælder dagligvarebutikker med en årlig omsætning under 34,2 mio. kr. samt f.eks. byggemarkeder, bagere, bilforhandlere og blomsterforretninger.

Du kan altså med sindsro køre i Bauhaus eller Billigblomst, mens du bør klogt i at tjekke om dit lokale supermarked har åbent.

Netto på Vestre Allé og Eternitten er blandt dem, der holder fanen højt med åbent fra kl. 07-22. Også Aldis butikker i Aalborg og Nørresundby er åbne, det samme gælder Fakta og de lokale Spar købmænd samt Spars "lillesøster" Min Købmand.

Sådan er det med skolerne

Har du børn i offentlig daginstitution står den også på hjemmedag - dagen regnes som lukkedag og mens hovedparten af institutionerne har helt lukket, har andre åbent til kl. 12. Også skolerne har lukket.

Om du så skal nyde sommervejret i Vestre Fjordpark, høre grundlovstaler i Huset, Skanseparken eller Karolinelund, så er grundlovsdag også lig med noget helt andet. I Danmark har 5. juni siden 1956 nemlig også været fars dag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...