Livet her

Aalborg-bydel plaget af indbrud - nu intensiverer politi jagten på tyvene

Politiet har sat ekstra ressourcer ind på at fange indbrudstyvene - har brug for borgernes hjælp

13. september 2022 kl. 12:26
Opdateret kl. 14:45

AALBORG: Nogle få veje i Aalborg-bydelen Hasseris har været ekstra hårdt ramt af indbrud den seneste måned. Det har nu fået politiet til at intensivere jagten på indbrudstyvene.

- Der er for mange indbrud inden for et lille geografisk område i Hasseris, og det skal vi have stoppet, lyder det fra leder af politiets berigelsessektion, politikommissær Ulf Munch Sørensen.

Mellem 13 og 15 villaer har haft ubudne gæster den seneste måned, og det er især omkring vejene Hindbærvej og Ferskenvej, at tyvene har slået til.

Hvad der er årsag til den markante stigning i antallet af indbrud Hasseris, har politiet endnu ikke et bud på. Men efterforskningen retter sig både mod lokale indbrudstyve og såkaldte omrejsende kriminelle, oplyser Ulf Munch Sørensen.

- Vi har ikke bemærket et generelt modus i forbindelse med indbruddene, siger politikommissæren og tilføjer:

- Vi har hørt tale om en del forskellige afmærkninger, der menes anvendt i området – afmærkninger som bliver sat forud for et tyveri, såsom snore, specielle sten med videre – men vi kan simpelthen ikke bekræfte noget mønster i den retning.

Nordjyllands Politi har nu sat ekstra ressourcer ind på at opklare indbruddene, og i den forbindelse vil politiet gerne have så mange oplysninger fra borgerne i området som muligt.

Har man oplysninger omkring indbruddene, eller har man set noget mistænkelig i området, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefon 114.

Gode råd til at undgå indbrud

• Vær en god nabohjælper og hjælp hinanden med at holde øje.

• Hvis du skal i sommerhus, så sørg for, at hjemadressen ser beboet ud, f.eks. lys, der tænder, når man nærmer sig, eller naboens bil eller en cykel i indkørslen.

• Sørg for at sikre vinduer og døre, gerne med indvendige nøgler, som kan tages ud, når man er bortrejst.

• Ring til politiet på 114, når du har oplevet indbrud, eller hvis du ser mistænkelig adfærd i dit område.

Kilde: Nordjyllands Politi

Annonceret indhold

Nyeste