Morten Frost og Andreas Rødbro er aktuelle med Afterglow, og den fik dem i ANRs studie

AALBORG: Koncerter, events og festivaller i massevis er aflyst i år på grund af coronakrisen. Det presser naturligvis musikerne, og det har sat gang i et lokalt samarbejde mellem ANR, Radio NORDJYSKE og KORMA, som i den seneste tid har sat ekstra fokus på nordjysk musik både på radiostationerne og på de sociale medier.

Morten Frost og Andreas Rødbro udgår tilsammen den aalborgensiske duo Alabu, og de to er nogle af de lokale musikere, der har fået glæde af samarbejdet. Alabu blev nemlig udvalgt til at komme en tur i ANRs studie på Boulevarden til en snak, og så blev deres nummer Afterglow selvfølgelig spillet i radioen. Du kan finde det i bunden af artiklen.

Der er plads til leg

De to musikere er også en del af det lokale band Lillevangen, men modet var der til at kaste sig over et siddeprojekt med mere plads til at eksperimentere og lege med musikken.

- Når vi laver musik i Alabu, så er der ikke en rettesnor. Vi laver det, som vi har lyst til, fortæller Morten Frost.

Camilla Gammelgaard
Både Andreas Rødbro og Morten Frost drømmer om en fremtid fyldt med musik. Privatfoto.

I Lillevangen er der også flere bandmedlemmer at tage hensyn til og flere praktiske udfordringer. Eksempelvis skal alles kalender gå op, når der skal øves. I Alabu kan de to musikere arbejde mere frit og bevæge sig ind i et andet lydunivers.

- Det primære instrument er en computer, og det skaber mere frihed. Og så skaber det elektroniske univers bare nogle rum, man ikke kan med klassiske instrumenter som en bas og en guitar. Det kan vi rigtig godt lide, siger Andreas Rødbro.

De to er dog ikke låst fast til en bestemt genre.

- At det lige er blevet til motorvejstechno i den her omgang, er nok fordi, vi begge har en indre banger, der trængte til at komme lidt ud, griner Morten Frost.

Navnet opstod på bodega

Alabu-projektet startede som en musikalsk legeplads uden navn, men da makkerparret havde lavet det første nummer, begyndte de at tænke over, hvad de skulle kalde sig.

- Vi fandt på navnet på en bodega her i Aalborg, efter vi havde lavet vores første single Island og ikke vidste, hvad vi skulle hedde, fortæller Andreas Rødbro.

- Vi har mødt hinanden i Aalborg, og det første kendte navn for byen er Alabu, så det gav mening. Vi synes, det er meget fedt, og så er det hyperlokalt. Vi fandt på det i en brandert, men det fungerede stadig dagen efter, så vi gik med det, fortsætter han.

Morten Frost og Andreas Rødbro har mere musik på vej både i Lillevangen og Alabu, og drømmene for fremtiden er da også helt fyldt op med musik.

- Jeg drømmer om at leve af at skrive og producere musik. Om det så er til en anden kunstner eller til Alabu, eller hvad det er, det er ikke så vigtigt. Det er processen med at sidde i studiet og tage nye hatte på hver dag, jeg elsker, siger Morten Frost.

Andreas Rødbro er enig:

- Drømmen er at kunne lave alle mulige forskellige projekter og kunne leve af det resten af mine dage.

Her kan du høre Alabus single, Afterglow:

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...