Gitte Paulsen er nomineret til prisen Årets Energibundt, når DRs Sport 2018 bliver sendt 5. januar

Lindholm Badminton Klub er et vigtigt omdrejningspunkt i 53-årige Gitte Paulsens liv, og hendes frivillige arbejde gennem mere end 30 år har nu sendt den tidligere landsholdsspiller med i et kapløb om 75.000 kroner. Når DR’s Sport 2018 løber over skærmen 5. januar, er Gitte Paulsen nemlig en af de tre nominerede til de frivilliges pris; Årets Energibundt blandt mere end 500 indstillede. Prisen er stiftet af Dansk Idrætsforbund og Ørsted. Årets Energibundt går til en frivillig, der har ydet en særlig indsats i en af landets lokale idrætsforeninger.

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Det får mig til at tænke på AaB, og at Aalborg i det hele taget er en fed sportsby.

Hvorfor er Aalborg en fed sportsby?

Jeg har altid været stolt af at bo i Aalborg, som jeg synes gør meget for sporten.

Både Aalborg Event, samt kultur og fritidsforvaltningen er altid parat til at hjælpe klubberne.

Ligeledes er vi heldige at have SIFA, der hvert år støtter sporten med deres TV Bingo kroner.

Anne Helene Thomsen
Gitte Paulsen er frivillig i Lindholm Badmintonklub og hun er indstillet til DRs Energibundt pris, der løber af stablen 5. januar. Foto: Andreas Falck

Hvilke steder i byen betyder noget særlig for dig? Og hvorfor?

Lindholm Badminton Klub. Det er et sted, hvor der er plads til alle. Og der er et godt fællesskab blandt spillere, trænere, ledere og forældre.

Jeg bliver glad, når jeg kommer der. Om det er for at være sammen med ungdomsspillerne, forældrene eller for at træne de udviklingshæmmede. Det er altid positivt at komme i klubben.

Du er jo indstillet til nominerede til de frivilliges pris Årets Energibundt i forbindelse med DR´s Sport 2018 program. Hvad betyder det for dig?

Det er jeg meget stolt over, men Lindholm er altså også et nemt sted at være frivillig, da alle altid gerne vil hjælpe til med de arrangementer, vi har i klubben.

Anne Helene Thomsen
Gitte Paulsen har været frivillig i over 30 år, og hun er vokset op med, at man tager del i arbejdet i de opgaver, der er. Foto: Andreas Falck

Hvilke personer betyder særligt meget for dig i dit arbejdsliv/fritidsliv?

Det ved jeg egentlig ikke, hvad jeg skal svare på.

Men jeg er opdraget på et idrætsanlæg, og mine forældre startede i hallerne i Viborg som inspektørpar.

Da jeg blev 15 år, flyttede vi til Aalborg, hvor de først var på Lindholms baner på Voerbjergvej.

Men så blev min fars drømmejob som inspektør på AaB ledig, og de var inspektørpar der til de døde.

Specielt min far brugte mange timer på AaB, så jeg er vant til at komme i en idrætsklub og er opdraget til, man bare hjælper med alle de opgaver, der er.

Anne Helene Thomsen
Gitte Paulsen er vild med at spille tennis, og hun er i det hele taget meget glad for at komme i hallen. Foto: Andreas Falck

Hvorfor blev badminton din sport?

At det blev badminton, jeg kastede mig over, var nok, at det var nemmere at spille badminton med min bror i Viborg end spille håndbold, når vi kun var to.

Jeg elsker badminton, og gennem mine 10 år på landsholdet fik jeg så mange gode oplevelser, at jeg gerne ville give noget af det videre til alle, så jeg har siddet i Badminton Nordjyllands bestyrelse i 32 år, og de sidste åringer som formand.

Og jeg kan med stolthed sige, at vi har medlemsfremgang i badmintonsporten i Nordjylland.

Lindholm er jeg kommet i gennem mange år, og det er altid som at komme hjem at komme der. Så min far, Kaj Paulsen, der jo er tidligere landsholdsmålmand i fodbold og inspektør på AaB, er nok den, som har betydet mest for, at jeg startede som frivillig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...