Jørgen Nissen er leder af Skråen. Foto: Claus Søndberg
Mennesker

- Aalborg er efter min mening landets mest spændende by

Jørgen Nissen har stået i spidsen for spillestedet Skråen i en menneskealder. Mød ham her.

01. september 2019 kl. 10:29

AALBORG: Det nordjyske spillested Skråen har huset kæmpestore navne fra både ind- og udland, og det er Jørgen Nissen, der styrer slagets gang på det nordjyske spillested. Det har han gjort lige siden Skråens spæde start for 40 år siden. Lige nu er Skråen aktuel med den sidste omgang af Fredagsfest i Karolinelund, hvor Benal og Sanganee 30. august 2019 lukkede havefesten for i år.

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Aalborg er efter min mening landets mest spændende by. Her er en nordjysk udkantshumor med en afslappet tilgang til det hele - fra Niels Hausgaard og Ib Grønbech til Thy og Cold Hawaii. Samtidig er Aalborg stor nok til at være en rigtig ministorby, hvor erfaringerne viser, at næsten alt er muligt.

Er der nogle steder i byen, som betyder noget særligt for dig?

Ja der er rigtig mange. Mine rigtige hjertebørn er selvfølgelig de spillesteder, jeg selv har været med til at opfinde og udvikle. Spillestedet Skråen der de første 30 år fik navn af og lå i C.W. Obels tidligere Skråtobakfabrik på Strandvejen. Hele Nordkraft som Skråen var en drivende kraft i at etablere og udvikle for 10 år siden, og hvor alle mulige kulturformer og oplevelser mødes i det samme hus. Organisatorisk i en form som jeg ikke tror findes lignende noget andet sted. Skovdalen og Karolinelund er begge to udendørsscener, som vi har været med til at udvikle gennem årene til henholdsvis en smuk friluftsscene imellem skovens bøgetræer og en havefest i byens tidligere tivoli.

Jørgen Nissen (t.v.) er taknemmelig for, at et stort antal gæster kommer forbi til Skråens arrangementer hvert år. Foto: Claus Søndberg

Hvordan er det at drive et spillested i en by som Aalborg?

Det er da et kæmpe privilegium Først og fremmest takket være publikum, som har støttet massivt op om Skråen i over 40 år. Publikums støtte er uden diskussion den drivende kraft bag Skråen, sammen med de mange engagerede, dygtige og spændende personer der aktivt hjælper og støtter os. Det koster cirka 30 millioner kroner at lave koncerter og comedyshows, betale husleje og i det hele taget drive Skråen. Hele ni ud af ti kroner kommer fra billetsalg og barsalg, så publikum er i bogstavelig forstand den altoverskyggende drivende kraft og sponsor bag Skråen. Flere undersøgelser, blandt andet udført at analysefirmaet Rambøll, viser at ni ud af ti aalborgensere, og syv ud af ti nordjyder kender Skråen, og at næsten alle der har besøgt Skråen eller vores udendørskoncerter, mener at vi er en meget vigtig del at landsdelens kulturliv, og medvirkende til at det er godt at bo i Aalborg. Udbuddet af spillesteder er stort i Aalborg. Det er super godt for publikum, der dermed har et kæmpe udvalg af oplevelser at vælge imellem. Men samtidig giver det selvfølgelig også en hårdere konkurrence. Jeg tror ikke antallet af spillesteder eller af koncerter og shows er for stort, for behovet er der publikumsmæssigt. Det kan vi blandt andet se ved, at vi har haft publikumsfremgang hvert år, siden vi flyttede til Nordkraft i 2009. Når det er sagt, må vi også sige, at det bliver sværere for hvert år at få det til at hænge sammen økonomisk. Skråen får også et tilskud fra staten og fra kommunen, men ligesom andre kulturinstitutioner oplever vi, at tilskuddet bliver skåret lidt ned hvert år, samtidig med at omkostningerne stiger. Vi syntes, det er lidt trist og underligt, da byens borgere jo netop her får rigtig meget kultur for tilskudskronerne, og tilskudskronerne er jo netop livsvigtige for de lidt smallere og mere omkostningstunge koncerter. Så vi håber da, at rytmisk musik og Skråen i de kommende år kommer lidt højere op på den politiske dagsorden.

Fredagsfesterne er jo efterhånden blevet en solid tradition hver sommer. Hvordan opstod ideen til dem?

Karolinelund var Aalborgs tivoli igennem rigtig mange år. På et tidspunk overtog Aalborg Kommune og Aalborg Zoo driften af tivoliet. De bad Skråen hjælpe med koncerter, shows og andre aktiviteter i Karolinelund. Det blev til rigtig mange spændende aktiviteter og arrangementer, og da tivoliet så lukkede, valgte Skråen at fortsætte med Fredagsfesterne, der allerede på det tidspunkt var blevet en succes.

Du har stået i spidsen for Skråen i 40 år. Hvad er det, der får dig til at blive ved?

Det er et hårdt, men utroligt dejligt job, fordi vores opgave er at glæde mennesker. Hvad skulle jeg ellers lave - det er nok for sent at skifte job.

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?

Rigtig mange. Alle de mange spændende ildsjæle omkring Skråen, alle vores venner i kulturmiljøet, nuværende og tidligere politikere og samarbejdspartnere i erhvervslivet. Selvfølgelig også alle de rigtig gode venner blandt kunstnerne, fra Niels Hausgaard til Niarn og Hefty og de mange spændende deltagere og vindere af Band Battle igennem årene. Også mange udenlandske kunstnere, for eksempel de gale australiere i ny-cirkus cabaretten La Soiree. Selvfølgelig også alle de personer der har kæmpet for Skråens udvikling igennem årene.

Annonceret indhold

Nyeste