Morten Petersen var blandt prismodtagerne, da DBU og Arbejdernes Landsbank for nylig hyldede frivillige i de danske fodboldklubber. Mød ham her

AALBORG: Morten Petersen var i 2017 med til at starte FK Fjordsiden, hvor han sidder i bestyrelsen. Han har været træner, både frivillig og lønnet, i klubber som SønderjyskE, Aab, Düsseldorf, Gråsten B. og nu FK Fjordsiden. Morten Petersen er født og opvokset i Gråsten og har boet i Australien, Tyskland og Haderslev, inden turen gik til Nordjylland for seks år siden. I dag bor han i Svenstrup sammen med kæresten og deres fælles datter. Morten Petersen er 34 år og arbejder til daglig hos Royal Unibrew i Aalborg Øst

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Det får mig til at tænke på en by, hvor der altid sker noget. Om det er kultur, idræt eller noget helt tredje, er der altid noget i gang i byen. Skal vi ud at spise, have en drink eller shoppe, behøver vi ikke køre mange kilometer, da Aalborg har det hele. Gennem vores klub i FK Fjordsiden, har jeg mødt et utal af mennesker, der er kommet til byen for at studere, og samtlige personer har kun talt godt om byen. Det er en ren fornøjelse at bo i en by, hvor man kan lave alt det, man har lyst til. Selv om jeg sønderjyde, har jeg fundet mig til rette i Aalborg og kan bestemt kun anbefale andre at flytte hertil.

Susanne Justsen
- Selv om jeg sønderjyde, har jeg fundet mig til rette i Aalborg og kan bestemt kun anbefale andre at flytte hertil, siger Morten Petersen. Foto: Bente Poder

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?

Det er uden tvivl de personer jeg mødte gennem min trænergerning i en af byens store klubber. Sammen med dem fik jeg hurtigt et tæt forhold. Det var også med disse personer, jeg valgte at starte FK Fjordsiden op. Gennem klubben har jeg skabt noget vildt gode venskaber, og disse betyder klart, at jeg bliver i Aalborg, til nogen smider mig ud. Derudover mødte jeg min kæreste i byen, og da vi sammen har fået vores lille pige, har de begge en kæmpe betydning for mig og min daglige gang i Aalborg.

Du er for nylig blevet hædret af DBU og Arbejdernes Landsbank for dit frivillige arbejde i FK Fjordsiden, som du også selv i sin tid var med til at starte op. Hvad betyder den anerkendelse for dig?

Det er en lille drøm, der er gået i opfyldelse. Har arvet fra min far, at man skal yde et stykke arbejde i den klub, man er i, og efter at have gjort det i alle mine tidligere klubber, er det helt ubeskriveligt at modtage sådan en anerkendelse for et stykke arbejde, man har ydet i en klub, man selv har været med til at starte for tre år siden. Går stadig hver dag og skal fortælle mig selv, at det er en pris, jeg rent faktisk har modtaget. At der er personer i klubben, der på den måde sætter pris på det frivillige arbejde jeg yder, er noget jeg slet ikke kan forstå. Når man fået et opkald, der fortæller at man er blevet hele Danmarks frivillige, skal man lige knibe sig i armen. Det er noget, jeg har drømt om en dag ville ske, men at den dag kom så hurtigt, er helt vildt.

Hvordan synes du, at interessen for at udføre frivilligt arbejde er i Aalborg?

Det er uden tvivl en sand fornøjelse at se, så mange personer yde et stykke arbejde for, at Aalborg har så meget liv. Selv har jeg hjulpet til, både til Karneval og Skov Rock, og det er så vildt at se, så mange mennesker hjælper til, for at et arrangement fungerer. Al den glæde og arbejdsomhed, der er ude i klubberne og foreningerne, er vildt fedt at være en del af.

Susanne Justsen
- Gennem klubben har jeg skabt noget vildt gode venskaber, og disse betyder klart, at jeg bliver i Aalborg, til nogen smider mig ud, siger Morten Petersen om FK Fjordsiden. Foto: Bente Poder

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg?

Helt klart vores lille klub FK Fjordsiden, som har en særlig plads i mit hjerte. At være en del af den klub, er noget helt specielt for mig, og det er derfor, jeg med glæde yder en ekstra indsats. Derudover nyder min kæreste og jeg at komme inde i Aalborgs gader, hvor der er mange fantastiske spisesteder. Vi har stor glæde af City Syd, der absolut har alt, hvad man skal bruge. Vi har årskort til Aalborg Zoo, der er et fantastisk sted at bruge tid som familie. Skovrock, AKKC og de mange andre steder, Aalborg kan byde på, gør bare at man aldrig keder sig.

Hvordan synes du, at idrætslivet har det i Aalborg?

Min opfattelse er klart, at det er sundt og meget velfungerende. Når vi møder andre klubber, er det altid en fornøjelse at møde den gæstfrihed, der er i klubberne. Alle de klubber, der byder ind på vagter til diverse arrangementer, viser også, at det er en by der et vildt sundt miljø. I FK Fjordsiden prøver vi derfor også at være meget aktive, da vi føler, det er vigtigt at give tilbage til Aalborg, hvad den giver os og de mange unge mennesker,vi har i klubben.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...