Jonas Hütcher-Hejlesen ejer Penny Lane, arrangerer events og står bag ny fond - mød ham her

AALBORG: Kager, velgørenhed og events - Jonas Hütcher-Hejlesen er en travl mand med mange idéer. Han overtog Penny Lane sidste sommer, og her i efteråret lægger cafeen på Boulevarden rum til en række intimkoncerter, ligesom Penny Fonden også netop er præsenteret. Den giver en donation på 50.000 kroner til et godt formål, som du kan være med til at bestemme. 34-årige Jonas Hütcher Hejlesen er født og opvokset i Vejgaard og bor i dag i Vodskov med sin hustru og parrets to børn.

Tina Larsen
Penny Lane er ikke blot en café, du kan også købe gaver og andet. Foto: Lasse Sand

Hvis jeg siger Aalborg, hvad tænker du så?

Når jeg tænker på Aalborg, tænker jeg en by i udvikling.

Aalborg er min og vores by, og jeg kunne ikke tænke mig at bo andre steder. Selv om mine forældre begge er tilflyttere, er det her, jeg er født og opvokset. Og herfra jeg har alle mine minder.

Når jeg tænker tilbage på Aalborg, da jeg var barn og teenager, var det en by med den samme kedelige havnefront, de samme restauranter og cafeer som altid havde ligget der.

Men så var det som om, der skete et knæk i byens udvikling. Lige pludselig blomstrede byggeriet på havnefronten, og restauranter og cafeer poppede op alle steder. Spændende events var over det hele.

For mig var det som om, man kunne mærke, at byen fik nyt liv. Og det faktisk var fedt at bryste sig med, at man var fra Aalborg.

I dag kan man tydeligt mærke, at turisterne strømmer til som aldrig før. Fordi vi er blevet et fedt sted at rejse til. Det er jeg virkelig stolt af.

Tina Larsen
Jonas Hütcher-Hejlesen fremhæver det gode sammenhold på Penny Lane. Foto: Lasse Sand

Hvilke steder i byen betyder noget særligt for dig?

Det, synes jeg, er et mega svært spørgsmål.

Vejgaard vil selvfølgelig altid have en plads i ens hjerte, også selv om jeg faktisk ikke så tit er på de kanter mere. Men det er herfra, jeg har de fleste af mine barndomsminder.

Jeg har jo selvfølgelig som alle andre gået meget i byen, da jeg var yngre, men jeg kommer faktisk ikke så tit ud længere. Hehe. Jeg tror, det vigtigste sted for mig er mit hjem. Det har det egentlig været i flere år, uanset hvor vi har boet. Jeg elsker simpelthen bare følelsen af at være hjemme.

I og med jeg er fra Vejgaard, har jeg altid svoret, at det blev over mit lig at flytte nord for fjorden. Så nu bor jeg så i Vodskov. Det er dog uden tvivl den bedste beslutning, vi som familie har taget.

Jeg elsker, når jeg har fri, at gå og rydde op i min indkørsel eller garage. Uden at have det pulserende byliv lige uden for sit vindue.

Tina Larsen
Senest har Jonas Hütcher-Hejlesen og hans hustru stiftet Penny Fonden, der donerer 50.000 kroner til et velgørende formål. Foto: Lasse Sand

Hvilken rolle oplever du, at Penny Lane spiller i Aalborg?

Jeg ved ikke, om man kan sige, at Penny Lane spiller en bestemt rolle i byen.

Jeg mener egentlig bare, Penny Lane er en lille flig af det helhedsbillede, Aalborg er. En by med mange facetter, hvor vi er en af dem.

Vi gør tingene på vores måde, og vi skeler ikke til, hvad andre gør. Vi gør tit nogle skøre ting med vores udsmykning osv. Men det er bare blevet en del af vores identitet.

Vores koncept kogt helt ned er egentlig meget simpelt. Vi vil gerne være et sted, hvor man føler sig velkommen og altid bliver mødt med et smil og et velkommen til.

Når man kommer hos os, skal man bare hygge sig og have lov at være nærværende med den veninde, ven, kæreste, mor etc., man er afsted med. Vi forsøger at sætte rammerne for, at man føler sig godt tilpas.

Når det er sagt, arbejder vi hver dag hårdt på hele tiden at holde en god kvalitet både på brød og mad, så folk gider at blive ved med at besøge os.

Penny Lane er egentlig skabt af vores gæster. Alle de fantastiske mennesker som hver dag besøger os. Det er dem, der skaber forretningen.

Hvordan er det at være indehaver af et af byens mest kendte bagerier - og hele tiden skulle forny sig?

At være indehaver af Penny Lane er fantastisk.

Der skal ikke være tvivl om, at det er hårdt arbejde. Og man må sige, at man også skal være indstillet på at ofre nogle ting. Vigtigst af alt at være så meget væk fra sin kone og børn kan tit være svært.

Men tænk at stå op hver dag og lave det man allerhelst vil. Det giver også noget positiv energi, når man så er sammen med sine unger. Samt vise dem at hvis der er noget, man brænder for, skal man gå 100 procent efter det.

De der er tæt på mig, tror jeg vil skrive under på, at jeg får 10 nye ideer hver dag. Disse ideer kommer ud i en stor pærevælling. Og gud ske tak og lov bliver langt størstedelen af dem ikke til noget. Jeg er nok egentlig en meget raskløs person, som hader at være fastlåst i en triviel hverdag. Så Penny Lane og jeg er måske det perfekte match.

Derudover vil jeg sige, at jeg har en masse fantastiske mennesker omkring mig. Som byder ind med en masse ideer til, hvordan vi hele tiden skal udvikle os.

Min drøm er, at Penny Lane ikke blot er en cafe men en institution i byen.

I har for nylig oprettet Penny Fonden - hvorfor?

Tanken om at donere penge væk og gøre noget godt for andre er egentlig noget, vi har gået og haft lyst til længe. Vi skulle bare lige finde vores egen form.

Overskriften kunne lige så godt være noget andet. Men i og med det er noget, vi har tænkt os at gøre hvert år, lød det bare rigtigt at kalde det for en fond.

Lige så fantastisk verden er anno 2019, synes jeg stadig, der bliver flere og flere projekter, der trænger til hjælp.

Vi kan ikke redde hele verden, men vi kan starte med os selv og gøre de små ting, vi selv har mulighed for. Og det er sådan set det, vi har valgt at gøre.

Timingen med projektet var som sagt lidt svært for os. Også fordi vi ikke ønskede, at det skulle blive for cheesy. For det er slet ikke meningen med det.

Jeg stod og står stadig i en situation med to kræftramte forældre, der begge er løbet tør for behandlingsmuligheder. Det er jeg ikke den eneste, der har prøvet. Men det er virkelig i sådanne situationer, man egentlig finder ud af, hvad der er vigtigt her i livet. Nemlig de personer der er tæt på en. Jeg har selv et stærkt bagland. Men at tænke på eksempelvis børn og unge, der står i en frygtelig krise uden at have et stærkt bagland, giver mig ondt i maven. Så det var incitamentet for timingen.

Og så er det bare dejligt at hjælpe andre. Der var faktisk engang en klog mand, der sagde. ”Hvad er der egentligt sjovt ved at være den rigeste mand på kirkegården, når man kan være den lykkeligste”.

Det citat kan jeg egent meget godt lide, og jeg bliver i hvert fald 100 pct. aldrig den rigeste, hehe

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt i dit privat- og arbejdsliv?

Vi har på Penny Lane de dygtigste og mest dedikerede bagere og konditorer, man overhovedet kan forstille sig.

Når jeg møder ind tidligt om morgenen og går igennem bageriet, mærker jeg Penny Lanes ånd med det samme. De efterhånden seks fantastiske personer, vi har i bageriet, har min dybeste respekt. Og uden dem og deres ekspertise var Penny Lane ikke Penny Lane.

Oppe i cafeen har vi det mest fantastiske personale. Hver og en gør de det til en svir at gå på arbejde hver dag. Alle er altid glade og hjælper hinanden. Jeg tror uden at lyve, at vi har vores egen Penny Lane-familie. Det er sindssygt vigtigt for mig, at vi alle trives og har det godt. Det er virkelig også det, jeg håber, man som gæst kan mærke, når man besøger os. Kæmpe respekt til dem.

Blander vi privat- og arbejdsliv, som tit i vores liv flyder sammen, er den vigtigste person for mig min fantastiske kone Christina. Både i Penny Lane-projektet samt andre ting har hun altid bakket mig 100 procent op i alt, hvad jeg gør. Både i rigtige og forkerte beslutning.

Hun kender mig så godt, at hun ved, hvornår hun skal bede mig om at ”klappe hesten” og tage det med ro. Og det er nok meget godt.

Hun er den person, der får hele vores liv til at til at fungere og køre efter en snor. Hun har fuldtidsjob, hjælper i cafeen, har styr på alt derhjemme. Hvornår drengene skal til fodbold og gymnastik etc. Hun er en sand super woman.

Derudover har vi jo vores to fantastiske drenge, Valdemar og August, som jo giver en mere glæde i livet end man kan forstille sig.

At tænke på dem giver altid ekstra energi.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...