MENNESKER: Sofie Ellegaard er initiativtager til designmarkedet NEU, som finder sted i Nordkraft i dag, lørdag. Vi har talt med hende

Det er femte gang, Sofie Ellegaard arrangerer design- og kunsthåndværkermarkedet sammen med fotograf Anne Østenby og smykkedesigner Line Agerbo. Selv stammer 43-årige Sofie Ellegaard fra Thy og har i 14 år været socialrådgiver, indtil hun for tre et halvt år siden sprang ud som selvstændig med den hippe kaffebar og livsstilsbutik Butik Gejst i Fyensgade.

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Aalborg er min nye hjemby.

Jeg elsker byens kontraster, råhed, industri, byggepladser hvor nyt skyder op, friluftsbadet, street food, byhaver, grønne områder, caféer og masser af entreprenante mennesker.

Du arrangerer NEU sammen med Anne Østenby og Line Agerbo - hvorfor synes I, det er væsentligt, at Aalborg har et marked som NEU?

Fordi vi, synes upcoming kunst og design er fedt!

Tilbage i 2016, da vi startede NEU, ville vi gerne sætte Aalborg på kortet, da der ingen designmarkeder var i byen. Vi synes, det var spændende at lave et sted hvor designerne kunne møde deres kunder, men også muligheden for, at designerne kunne møde hinanden - det var nærliggende, da vi alle tre selv er designere og iværksættere.

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg?

Særligt min butik i øgaderne og mit hjem, som vi selv har renoveret, betyder meget for mig.

Jeg er glad for at bruge byen på alle årstider, og jeg har med min familie forskellige faste traditioner såsom julemarked, gåture langs havnefronten, i Fjordbyen, Karolinelund og Østre Anlæg.

Hvorfor blev det lige Øgadekvarteret, du etablerede Butik Gejst i?

Jeg følte, øgaderne var mit kvarter og faldt for de gamle charmerende lokaler og deres historie med en fortid som bageri, der stadig kan spores i det store facadevindue, terrazzogulvet, den gamle porcelænsvask i baglokalet, og stedet, hvor den gamle ovn stod, er nu blevet til prøverum.

Herudover er jeg ret sikker på, at der de kommende år vil ske meget i forhold til udviklingen af bydelen, hvilket jeg gerne vil være en del af.

Hvad har overrasket dig mest ved at etablere dig som selvstændig i Aalborg?

Jeg er overrasket over, hvor engagerede kunderne er i butikken, det gør mig glad og varmer mit hjerte.

Jeg er vild med alle de interesserede og nysgerrige mennesker, der hver dag kommer ind ad døren i Butik Gejst – både kunder, designere og andre kreative sjæle.

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?

Jeg vil ikke pege på enkelte, men jeg beundrer power-kvinder. Kvinder, som bakker op om hinanden, iværksættere, ildsjæle, designere, kunstnere og ikke mindst innovative og positive og sjove mennesker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...