Kristian Nysom Lassen står i spidsen for 22.000 studerende - mød ham her

AALBORG: Kristian Nysom Lassen er for nylig valgt som formand for de 22.000 medlemmer af Djøf Studerende, der samler de studerende på de samfundsvidenskabelige uddannelser. 25-årige Kristian Nysom Lassen læser Innovation & Digitalisering på universitetet, og han bor i sin barndomsby Aalborg

Tina Larsen
Kristian Nysom Lassen er både glad for - og stolt over - at være fra Aalborg. Foto: Henrik Louis

Hvis jeg siger Aalborg, hvad tænker du så?

Muligheder. Aalborg er en by i massiv udvikling, og hvor der er udvikling, er der muligheder.

Der er langt fra den industriby, jeg voksede op i tilbage i 90’erne og starten af 00’erne, til den videns- og studieby, Aalborg er ved at forvandle sig til.

Jeg kan helt sikkert mærke forandringen ved, at Aalborg er en by, der gerne vil tilgodese alle - alt fra den studerende til den selvstændigt erhvervsdrivende.

Der er mulighed for at blive klogere, mulighed for at skabe, og mulighed for at engagere sig.

Det fede ved Aalborg er den gribende fællesskabsfølelse af, at vi bor i ”Nordens Paris” - om det er AaB, Tall Ship Races, eller en helt almindelig dag i Gaden.

Der eksisterer en speciel kærlighed til byen, der ikke forsvinder - selvom man flytter herfra.

Tina Larsen
Kristin Nysom Lassen har med egne ord fundet det perfekte studie i Innovation & Digitalisering på Aalborg Universitet. Foto: Henrik Louis

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i byen?

Hesteskoen i Øster Uttrup er en lille oase udenfor byen. Jeg er kommet her virkelig meget som barn - det tror jeg de fleste børn i Aalborg Øst er.

Men stedet har betydet utrolig meget for mig, og mange af mine minder fra barndommen er herudefra. Jeg kommer stadig herud, når livet bliver lidt for meget, og jeg skal have ladet op. Her eksisterer roen. Der er højt til skyerne, og jeg kan mindes min barndom.

Jeg har også en forkærlighed for at gå en tur langs den nye havnefront. Det skyldes, at jeg er stor beundrer af den måde, byen har udviklet sig på, hvor havnen er blevet et sted med liv og sociale samlingssteder.

Tina Larsen
Kristian Nysom Lassen fremhæver Aalborg som en by, der tager ansvar for, at studerende kommer hinanden ved. Foto: Henrik Louis

Hvordan er Aalborg som studieby?

Aalborg er ved at blive den ideelle studieby.

Det mener jeg, fordi de studerende bliver prioriteret - med boliger, fritidstilbud, læsesale og en øl til en overkommelig pris.

Aalborg har en næsten perfekt balance mellem storbylivet, hvor der er rigeligt med caféer og liv i gaderne, og provinsen, hvor fællesskaberne og følelsen af at høre til skinner igennem.

De studerende kommer mange af de samme steder, og universitet er godt samlet på Campus i Aalborg Øst, eller på relevante placeringer i byen.

Derfor kommer de studerende hinanden ved på en måde, som jeg ikke tror, de andre studiebyer kan levere på samme måde.

Byen er ikke perfekt, men vi er et godt stykke på vej. Jeg er faktisk lidt ked af, at jeg ikke kommer til at opleve byen som studerende i 2025, hvor jeg tror, Aalborg vil være Danmarks bedste studieby.

Hvad har du med fra Aalborg, som du kan bruge, nu du er talerør for 22.000 studerende?

Jeg er rigtig glad og stolt af at være fra Aalborg.

Nu er jeg født og opvokset i Aalborg Øst, og der har det ikke altid været så pænt et miljø, som det er i dag - dog vil jeg aldrig have været mine oplevelser dér foruden.

Det har givet mig en god forståelse og indsigt i flere samfundslag, som jeg føler, at jeg kan bruge i mit virke som formand, da jeg kender til forskellige forudsætninger for uddannelse.

Jeg er egentlig ret ydmyg i min fremtoning, og jeg har stadig svært ved at modtage lykønskninger af folk, efter jeg blev valgt, hvilket nok også stammer fra min opvækst i Aalborg Øst.

Jeg er usandsynligt glad for at have opnået det, jeg har, men jeg har virkelig også arbejdet for det.

Den fighter-vilje er helt sikkert også noget, jeg har fået med i bagagen fra min opvækst.

Hvilke personer betyder noget særligt for dig i dit privat- og/eller studieliv?

Der er nogle stykker, som har betydet mere end de fleste.

Min ekskæreste har haft stor indflydelse på, at jeg den dag i dag overhovedet læser på universitetet.

Hun opfordrede mig til at læse matematik op over en sommerferie, så jeg forhåbentligt kunne komme ind på drømmestudiet.

Derudover har hun været en kæmpe støtte gennem mit studieliv, og det er hun heldigvis stadigvæk. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende.

Jeg kom faktisk ikke ind på drømmestudiet, men heldigvis havde en af mine bedste kammeraters kæreste, nu kone, en god idé.

Hun mente, at den nyoprettede uddannelse, Innovation & Digitalisering, var lige noget for mig. Og det havde hun virkeligt ret i.

Jeg kunne ikke forestille mig at læse andet den dag i dag. Det var også hende, som fik mig ind i frivilligt arbejde i første omgang, hvilket er endt med, at jeg nu er blevet formand for Djøf Studerende.

Den særligste person er dog min mor, der har opdraget mig til at være viljestærk, tilpas stædig og temperamentsfuld, men samtidig ydmyg og arbejdsom.

Hun er og bliver den største inspiration for mig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...