Markant uddannelsesinstitution i midtbyen skifter navn - se hvilken her

AALBORG: I 80 år har de uddannet unge aalborgensere i klassiske fag.

Men nu skal noget af støvet børstes af. Navnet passer ikke længere til indholdet, og derfor skifter Aalborg Studenterkursus nu officielt navn.

Uddannelsesinstitutionen på det gamle godsbaneareal har netop offentliggjort, at den fremover vil være kendt under det noget mere nutidige Aalborg City Gymnasium.

Institutionen kalder på Facebook navneskiftet en nødvendighed, fordi studenterkursus ikke længere er dækkende for skolens identitet.

"Vi er et moderne gymnasium, der har central placering i Aalborg. Det bliver nu afspejlet i vores nye navn", lyder det.

Katrine Schousboe
Aalborg Studenterkursus er nu fortid. Skolen har netop afsløret, at den fremover skal være kendt som Aalborg City Gymnasium.Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Siger farvel til rektor

Navneskiftet er ikke det første i skolens historie.

Aalborg Studenterkursus - eller nu Aalborg City Gymnasium - åbnede under navnet Briers Kursus i Niels Ebbesens Gade i 1939, det var dengang et aftenkursus til enten sproglig eller matematisk studentereksamen. Siden har skolen holdt til på to adresser i Danmarksgade, inden den i 2012 rykkede ind på På Sporet på godsbanen.

Navneskiftet er i øvrigt ikke den eneste markante forandring på skolen i disse uger. På fredag, 14. september, siger Aalborg City Gymnasium ved en reception farvel til rektor gennem 12 år, Ole Droob. Han er fra 1. oktober udnævnt til ny rektor på Hasseris Gymnasium.

Aalborg City Gymnasium er netop nu i gang med at søge ny leder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...