Morten Koppelhus glæder sig til at gå på opdagelse i Aalborgs kulturliv.Foto: Aalborg Kommune
Mennesker

Aalborg får ny chef for kultur

53-årige Morten Koppelhus skal sætte kursen for, hvordan kulturlivet i din by skal bevæge sig hen

05. oktober 2018 kl. 09:18

AALBORG: Han har været leder af Fermaten i Herning, direktør for Musikteatret i Vejle og chef for Kulturhus Toldkammeret i Helsingør.

Men fra 1. november skal Morten Koppelhus være med til at tegne kulturlivet i Aalborg. Det er nemlig ham, der netop er udnævnt til posten som kulturchef i Sundheds- og Kulturforvaltningen.

Morten Koppelhus, der senest har været kultur- og fritidschef i Herning, kommer til at stå i spidsen for blandt andet Aalborg Bibliotekerne, Nordkraft Event, stadsarkivet og samarbejdsaftaler med 17 store og små kulturinstitutioner.

- Jeg glæder mig til at lytte, se og gå på opdagelse i Aalborgs kulturliv. Mit indtryk er, at der i øjeblikket er knald på Aalborg. Aalborg står midt i en super spændende transformation, hvor kulturen er et bærende element. Det drager mig. Aalborg har mange kulturelle kræfter og et kæmpe potentiale - det glæder jeg mig til at hoppe ind i, siger han.

Og Morten Koppelhus står foran en stor opgave med at redefinere Aalborgs kulturpolitik, lyder det fra rådmand i Sundsheds- og Kulturforvaltningen Mads Duedahl.

- Vi er i Aalborg på den anden side af en stor analyse på kulturområdet, der har vist, at kulturlivet er meget vigtigt for aalborgenserne. Analysen åbenbarede både store muligheder og visse udfordringer. Aalborgenserne er generelt rigtigt glade for kulturlivet, mens vi har en opgave med at gøre Aalborg tydeligere kulturmæssigt på nationalt og internationalt niveau. Vi skal i 2019 have udstukket en ny retning for vores kulturpolitik, og det bliver noget af det første Morten Koppelhus skal stå i spidsen for. Jeg er sikker på, at han kan være med til at forløse det store potentiale, der ligger i blandt andet samarbejdet med kommunens selvejende kulturinstitutioner og ikke mindst udviklingen af Aalborg Bibliotekerne og Aalborg Stadsarkiv, siger han.

Annonceret indhold

Nyeste