Børn og unge står sammen for en grønnere fremtid

AALBORG: I morgen, 15. marts, er det international klimastrejke-dag, og det betyder, at der vil være 957 strejker i 82 forskellige lande på denne dato. Dermed er det en af verdenshistoriens største globale strejker, og hver enkelt strejke har alle rod i bevægelsen FridaysForFuture.

Også her i Aalborg bliver der protesteret - det sker med start på Gammeltorv kl. 10.

Strejkerne har til formål at sætte fokus på de udfordringer, som verden står overfor, hvis ikke klimaforandringer får en højere politisk prioritering. Det er fortrinsvist børn og unge, der deltager i strejken, og det gør de, fordi det er dem, der kommer til at mærke de klimamæssige forandringer i deres fremtid, lyder det fra Den Grønne Studenterbevægelse, der står bag de danske udgaver af klimastrejken. På trods af det alvorlige samlingspunkt, er der dog lagt op til en dag med plads til både håb, drømme og inspiration.

- Jeg tror det er vigtigt, at vi ikke får skabt en klima-angst, der ligger alt ansvaret over på den enkelte, fortæller Mathilde Christiansen, der er medlem af den Grønne Studenterbevægelse i Aalborg og medkoordinator for strejken.

- Vi har al den viden, det kræver at skabe en forandring, og det skal vi påvirke politikerne til at handle på, fortsætter hun.

Klimastrejken startede som en skolestrejke i Sverige

Klimastrejken er inspireret af den svenske studerende Greta Thunberg, der i august 2018 startede tiltaget "Skolstrejk för klimatet", hvor hun strejkede ved den svenske Riksdag i 21 dage op til det svenske folketingsvalg og hver fredag efter valget for at vise sin utilfredshed med den manglende handling fra politikernes side.

Greta Thunberg spørger: "Hvorfor gå i skole og læse til fremtiden, når ingen alligevel prøver at redde den fremtid?". Det er disse ord, der i første omgang har givet genkald hos Den Grønne Studenterbevægelse, og Mathilde Christiansen håber på, at alle borgere vil deltage i klimastrejken, men medgiver, at det er særligt vigtigt, at den unge generation møder op.

- Børn og unge giver et tydeligt ansigt på udfordringerne, og så bliver det bare mere virkeligt, fortæller Mathilde Christiansen.

Matilde Christiansen går til daglig i 3. g. på Aalborg katedralskole, men har altså valgt at lade skolebøgerne ligge for en stund.

- Det har stor gennemslagskraft, at strejken ligger i det tidsrum, det gør, fordi vi skulle have været i skole. Vi vælger i stedet at stå i kulden og kæmpe for vores fremtid, fortæller Mathilde Christiansen.

Den Grønne Studenterbevægelse starter klimastrejken i morgen, fredag 15. marts, klokken 10 med en velkomst på Gammeltorv, for derefter at marchere igennem byen klokken 10.15. Indtil klokken 13 vil der være forskellige taler, musik og workshops, hvor deltagerne blandt andet kan skrive et brev til kommunen og folketinget.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...