Aalborgenserne kom i modvind mod ungarske Veszprém i Champions League og tager et svært udgangspunkt med hjem til returopgøret i Aalborg

HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold var torsdag aften på besøg i Ungarn, hvor de skulle gæste Veszprém i den første af to Champions League-kvartfinaler. Det blev til et vanseligt udgangspunkt før returopgøret, for hjemmeholdet vandt 36-29.

Der var fra start en atmosfære i Veszprém Arena, der ikke findes nogen steder i Danmark, men varmen og larmen fra tilskuerne overvældede ikke spillerne fra Aalborg Håndbold i begyndelsen.

Det var i stedet en lige affære, hvor de to hold skiftedes til at være foran med en enkelt scoring, indtil ungarerne for første gang bragte sig foran med to efter 13 minutters spil, som de to minutter senere havde udbygget til en komfortabel føring på 11-7, før Stefan Madsen havde set nok og tog en timeout.

I løbet af det første kvarter fik cheftræneren desuden grund til flere bekymringer, for desværre måtte Sebastian Barthold tidligt forlade banen på grund af en skade i baglåret.

Timingen af timeouten kunne han derimod glæde sig over, for mange minutter skulle der ikke gå, før nordjyderne kun var bagud med en enkelt pind.

Telekom Veszprém var for det meste i førersædet i første halvleg, og de fik også et forspring på tre mål, før Aalborg igen lavede et minicomeback til 15-15 - blandt andet efter en scoring af Henrik Møllgaard, der herefter gestikulerede ud mod publikum og bare satte mere gang i dem.

Til halvleg balancerede kampen stadig på et knivsæg, for aalborgenserne gik efter de første 30 minutter fa banen bagud med 16-17.

Med de højlydte ungarske tilskuere i ryggen fortsatte Veszprém med at være holdet med overtaget, og med 20 minutter igen af opgøret var de foran med fire scoringer.

Aalborg fik sværere og sværere ved at tvinge sig gennem ungarernes defensiv, og derfor kunne hjemmeholdet udbygge føringen til seks mål kort efter, men nordjyderne fightede hårdt for ikke at blive hægtet yderligere af.

Aalborg Håndbold endte med et nederlag på syv mål, men Veszprém er et andet hold hjemme, end de er på udebane, og det kan være med til at give nordjyderne tro på den samlede sejr.

Aalborg Håndbold skal forsøge at hente det tabte i Ungarn, når de onsdag 18. maj 18.45 byder Veszprém velkommen i Gigantium i returopgøret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...