Aalborg er en storby - men med mange ting inden for rækkevidde, siger Josefine Valentin. Foto: Kim Dahl
Mennesker

- Aalborg har betydet alt for mig og min karriere

Josefine Valentin er succesfuld blogger, foredragsholder og forfatter - mød hende her

01. februar 2020 kl. 16:30

AALBORG: Josefine Valentin er succesfuld blogger og influencer med 45.000 følgere på Instagram. Derudover er hun foredragsholder - og for nylig udgav 33-årige Josefine Valentin sin første bog Vilje slår talent, der viser vejen til et bedre selvværd. Hun flyttede til Aalborg som 18-årig, og Josefine Valentin bor i dag i Nørresundby med sin mand, komikeren Nicolaj Lange.

Josefine Valentin lægger vægt på at støtte det lokale handelsliv i midtbyen. Foto: Kim Dahl

Hvis jeg siger Aalborg, hvad tænker du så?

Handelsby, arbejderby, smuk by.

Aalborg er en by i rivende udvikling, der inden for de sidste 10 år har markeret sig markant med nyopførte bydele og moderne faciliteter i midtbyen som havnebadet og Kulturbroen.

Hvilke steder i byen betyder noget særligt for dig?

Jeg er vild med Aalborg. Vi er en stor by, men med mange ting indenfor rækkevidde.

Steder, der har særlig betydning for mig, er bl.a. Café Peace, hvor jeg både mødes med kunder og veninder.

Derudover vores flotte havnefront med havnebad og græs til solbadning og picnic. Jeg går ofte hjem langs vandet med min hund og nyder godt af den nyopførte gangbro, Kulturbroen, der forbinder Aalborg med Nørresundby.

Vores café- og restaurationsliv vokser, og særligt Gammeltorv holder jeg af at passere.

Foto: Kim Dahl

Gammeltorv forbinder ydermere Boulevardens trafik med gågadens menneskemylder og danner stemning for en pause med socialt samvær.

Skråen er forholdsvis nyopført i østbyen og er samlingspunkt for mennesker i alle aldre, der glædeligt deltager i de mange afholdte events og koncerter. Jeg er selv vild med at gæste Skråen.

Og sidst men ikke mindst Kildeparken, der hvert år afholder betydningsfulde events som Stafet for liv og karneval.

Hvad har Aalborg betydet for din karriere?

Aalborg har haft stor betydning for min karriere.

Jeg har oplevet at have byens opbakning i alt, hvad jeg har rørt ved.

Diverse modebutikker har været mine faste kunder fra start, og de lokale i byen har købt billetter til mine mange foredrag.

Da jeg udgav min bog Vilje slår talent, bakkede byens boghandlere mig op ved at købe adskillige eksemplarer hjem.

Foto: Kim Dahl

Salling, som ligger i hjertet af Aalborg, har bakket mig stort op ved både at købe min skokollektion Copenhagen Shoes by Josefine Valentin, samt købe min bog og efterfølgende invitere mig til bogsignering på den flotte rooftop-restaurant.

Byens nyeste spisested, Aktuel, der er opført i Aalborgs nyeste, centrale område, dannede ramme om min boglancerings-fest. Så alt i alt er jeg dybt taknemmelig for den opbakning, jeg har mødt.

Jeg synes, det er fantastisk, at vi som lokalsamfund kan hjælpe og bakke op om hinanden.

Du blogger blandt andet om mode - hvordan er Aalborg som modeby?

Aalborg er med fremme, og butikkerne har fingeren på pulsen.

Jeg er stolt af at kunne hjælpe med at markedsføre butikkerne gennem min profil.

Meget salg foregår i dag online, så butikkerne kæmper en brav kamp for at være med fremme - og nogle endda for overlevelse.

Jeg synes, at vi alle har et ansvar for at værne om butikkerne, hvis vi fortsat ønsker en gågade med liv og inspirerende butiksvinduer. Jeg køber derfor, hvad jeg kan i de fysiske butikker og støtter gerne lokalt.

Du er også forfatter og har udgivet bogen Vilje slår talent - hvorfor? Og hvad vil du gerne opnå med din bog?

Min bog er en personlig beretning om min rejse fra en hverdag i hamsterhjulet til at leve det liv, jeg førhen kun drømte om.

Det fantastiske er, at alle kan gøre det, jeg har gjort. Det kræver blot, at de virkelig vil det. Jeg tror på, at ”Viljen til at ville, skaber evnen til at kunne”, derfor titlen. Vilje slår talent.

Foto: Kim Dahl

Jeg fortæller min historie for at sprede håb i et onlineunivers fyldt med forvrængede selvbilleder.

Man bliver ikke lykkelig af at være influencer - man bliver lykkelig af at trives.

Bogen er skrevet til dig, der tør kigge ind til kernen af dig selv. Ind til din passion, ind til dine skygger, ind til det, der holder dig tilbage, og ind til alle dine muligheder, der ligger og venter på, du tager dem. Handling skaber forvandling. Jeg tror på, vi alle kan skabe det liv, vi drømmer om, hvis vi sætter os for det. Mit belæg for min påstand er min egen rejse. Hvis jeg kan, så kan du også.

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig i dit arbejds- og privatliv?

Først og fremmest min familie, bestående af min mand, vores børn, mine forældre og min bror.

De er mit største heppekor og samtidig vores livline, når hverdagens puslespil skal gå op med selvstændigt erhvervsliv og kernefamilie.

Foto: Kim Dahl

Dernæst hele byens positive opbakning. Det har været fantastisk at stå frem med et budskab i en bog og til mine mange foredrag og samtidig modtage så stor en opbakning fra fremmede.

For det er jeg hver dag meget taknemmelig.

Annonceret indhold

Nyeste