Mai Skytte er en af Aalborgs talentfulde sangere - mød hende her

AALBORG: Mai Skytte er en af Aalborgs talentfulde sangere, og hun bevæger sig primært inden for genren pop. For nylig fik Mai Skytte andenpladsen i All Together Now på Kanal 5, og i forbindelse med sit kunstner-act Mina Jungs seneste udgivelse Rude To Me har hun været Uhørt! på ANR. Derudover synger hun i en række bands, der blandt andet spiller til bryllupper, julefrokoster og rytmiske kirkekoncerter. 27-årige Mai Skytte har boet i Aalborg de seneste otte år

Hvis jeg siger Aalborg, hvad tænker du så?

Jamen, Aalborg er jo mit hjem, min by, der hvor jeg har min daglige gang.

Skulle jeg nævne de tre ting, der lige umiddelbart falder mig ind, når jeg tænker på Aalborg, så er det nok: min trygge base, udvikling og ork satme!

Tina Larsen
Foto: Lasse Sand

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i byen?

Siden jeg flyttede til Aalborg, har jeg altid boet i østdelen af byen, og jeg har studeret på Det Jyske Musikkonservatorium i Musikkens Hus, så det er klart, at østbyen betyder noget særligt for mig.

Sohngårdsholmparken og Urania Observatoriet i Golfparken er dér, hvor jeg trækker vejret lidt ekstra dybt og tillader mig selv at cleare mit hoved og finde ny inspiration.

Og så elsker jeg Aalborgs caféer, og herhjemme bliver jeg til daglig kaldt for Frk. Kaffekop, fordi jeg i godt selskab sagtens kan spendere flere timer på café og for sådan én som mig, der døjer meget med mad-allergi, så er der med tiden kommet rigtig mange fine tilbud her i byen.

Hvad betyder Aalborg for din karriere?

Aalborg har betydet det for min karriere, at jeg her har haft muligheden for at møde de helt rigtige mennesker - nogle gode mennesker, som er mine bedste samarbejdspartnere og mine venner.

Her tænker jeg bl.a. på det nordjyske label, jeg er signet ved: Sound Seduction v. Gregers Mogstad og Jesper Sidelmann og co-writer Peter Bang og producer Martin Korsgaard.

Aalborg er fuld af dygtige og kompetente mennesker, og hér i min trygge base har jeg kunnet udvikle mig og arbejde hen til dér, hvor jeg er i dag.

Tina Larsen
Foto: Lasse Sand

Hvordan er miljøet i Aalborg for sangere, der gerne vil slå igennem?

Aalborg har et meget favnende miljø.

Jeg elsker udtrykket: Less envy of others, more actually being happy for them, because the world is abundant and what they are getting isn’t coming out of “yours”. You focusing on their lives is coming out of ”yours”.

Giver det mon mening? Altså vi skal huske at glæde os på hinandens vegne, for når det lykkedes for andre, er det ikke lig med, at der ikke vil komme noget godt til dig. Hvis vi fokuserer på negative energier, spilder vi vores gode intentioner.

Jeg synes virkelig, at der i det aalborgensiske sangmiljø er åbne arme og oprigtig glæde på hinandens vegne, når nogen lykkedes. Det er i hvert fald sådan, jeg opfatter miljøet, og det er skønt, at Aalborg rummer så mange forskellige sangere, der dyrker forskellige genrer.

Jeg synes, at det er ved at være en gammel skrøne, at man SKAL til København for at være seriøs sanger/musiker. Ikke et ondt ord mod dét at rejse til København for at lave musik.

Jeg vil bare fremhæve, at Aalborg rent musikalsk har taget nogle milelange skridt og er rigtig godt med både på det nationale og det internationale plan.

Hvad er det, musik kan - og hvad vil du gerne opnå med dine sange?

Musik kan samle folk. Simpelthen.

Når jeg står og synger, hvad enten det er til bryllupper, begravelser, firmafester, rytmiske kirkegudstjenester eller nogle af de andre typer jobs, jeg synger til, så elsker jeg dét rum, det fællesskab, der bliver skabt omkring musikken.

Jeg elsker at se, hvordan folk reagerer på musik. Det er meget givende at blive ”inviteret” ind i folks liv på den måde, og jeg føler mig altid meget privilegeret over, at mit job er min passion.

Okay, jeg indrømmer gerne, at når jeg først er hjemme klokken seks om morgenen efter et job, så hænder det da, at jeg drømmer mig hen mod mere almindelige arbejdstider, men når det kommer til stykket, ville jeg ikke bytte det for noget andet.

Mine sange er min måde at udtrykke mig på, både når det kommer til personlige emner men også kropsligt. Haha, jeg ved ikke, om det giver mening, men nogle gange kan jeg godt få lyst til bare at danse. Og med danse, tror jeg virkelig folk skal tænke på dans i den bredeste forstand!

Det kan godt være lidt af et problem, når jeg står i studiet på Stigsborgvej, og vi er i gang med noget, at jeg så out of the blue begynder at stå og lave discofagter i baggrunden, men det, jeg egentlig vil sige med det, er, at jeg også gerne vil lave musik, der skaber glæde og musik, man ikke kan stå stille til.

Jeg elsker ballader, hvor jeg kan få lov til at krænge min sjæl ud, men jeg elsker i den grad også gode gedigne dansehits, og der er da ikke noget, som når man bare får lov til at give den gas på et dansegulv!

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?

Min mand og min søn betyder al verden for mig, det er stensikkert!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...