Ifølge Nordjyskes oplysninger kommer endnu en verdensstjerne til Aalborg

AALBORG: Aalborg Håndbold fortsætter oprustningen, når endnu en stjernespiller snart kan tilføjes til et allerede profilstærkt holdkort.

Nordjyske erfarer, at den 33-årige danske landsholdsmålmand Niklas Landin fra 1. juli 2023 skifter tilværelsen i Bundesligaklubben THW Kiel ud med Aalborg Håndbold.

Den kommende Aalborg-spiller havde en kontrakt med THW Kiel, som løb helt frem til 2025, men det er alligevel lykkedes nordjyderne, at lokke Landin til Aalborg to år før kontrakten udløb.

Niklas Landin blev for en uge siden kåret til verdens bedste håndboldspiller i 2021, hvilket er anden gang i karrieren målvogteren modtager den prestigefyldte titel, som han også vandt i 2019.

Niklas Landin spillede i den danske håndboldliga fra 2006-2012 for henholdsvis GOG Svendborg og Bjerringbro-Silkeborg. Siden 2012 har han huseret i den tyske Bundesliga. De første tre sæsoner for Rhein-Neckar Löwen og de seneste syv år for THW Kiel.

Målmanden har spillet 242 kampe for landsholdet, som han har vundet både EM, VM og OL med.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...