Det seneste år er der kommet dobbelt over så mange nye indbyggere som forventet

AALBORG: I løbet af det seneste år er indbyggertallet i Aalborg Kommune vokset med hele 2.412 nye borgere, og det er over dobbelt så mange som de forventede 1.147. Det viser en ny undersøgelse fra By- og Landskabsforvaltningen.

Aalborg Kommune er den eneste af landets fire største kommuner, hvor den reelle udvikling har overgået forventningerne, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Nu genovervejer kommunen, om der er behov for at opjustere antallet af nye boliger i boligstrategien.

- Så sent som sidste år vedtog vi en helt ny boligstrategi for Aalborg Kommune, hvor vi anslog, at der bliver behov for godt 15.800 yderligere boliger i løbet af de kommende 10 år, og i den henseende er det selvsagt relevant at holde øje med, om der er grundlag for en opjustering af det antal, siger By- og Landskabsforvaltningens direktør Anders Fokdal.

Mens det særligt har været ungdomsboliger, der har været i fokus for boligudviklingen i Aalborg Kommune gennem de seneste 10-15 år, er fokus nu skiftet. Ifølge kommunens nye boligstrategi er det særligt boliger til børnefamilier, singler og seniorer, der skal opføres over de kommende år.

Spar Nords cheføkonom Jens Nyholm har set undersøgelsen og hæfter sig blandt andet ved boligprisniveauet i Aalborg som en del af forklaringen på, at Aalborgs skiller sig ud.

- Jeg tror på, at priserne i Aarhus og København efterhånden har nået et niveau, der skubber relativt flere ud i de omkringliggende kommuner i forhold til i Aalborg, hvor relativt flere har økonomien til at blive boende, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...