Han er oppe imod Ternet Ninja 2 og Buster - men med et langt mindre budget

AALBORG: Han er opvokset i Hasseris, søn af en dansk far og en canadisk mor. Og helt siden, nu 41-årige Philip Th. Pedersen som barn forelskede sig i robotstrømere, kejserinder, rumvæsener, spøgelsesjægere og galakser langt borte, har film været hans verden.

- I min opvækst i Aalborg kunne drømmen om at være filminstruktør lige så godt være i den galakse langt borte. Så gennem min ungdom skød jeg filmdrømmen hen som noget pjat, fortæller han i en pressemeddelelse.

Men efter at have aftjent sin værnepligt i Nørresundby og forsøgt sig med lærerseminariet i Aalborg tog han alligevel firetoget til hovedstaden for at give instruktørdrømmen et skud:

- Jeg kendte ikke et øje, kom ikke fra en Københavnsk kunstnerfamilie, havde ikke en fin uddannelse, så jeg lavede min egen vej ind i filmbranchen, fortæller han.

- Film var mit kald. At bevæge andre mennesker. Film og serier skal bygge verdener udover vores egen og give publikum følelsesbetonede oplevelser, de ellers ikke ville have haft, som de så kan spejle i deres egne liv, og overveje om deres vej lige nu er den rigtige.

Og efter mange års musikvideoer, reklamefilm, kortfilm og endda tv-serier på Ramasjang udkom han i 2021 med sin første spillefilm, og den er blevet nomineret til en Robert-pris. Den fornemmeste danske filmpris. Og den nominering gjorde ham utrolig glad, siger han selv.

- Jeg havde ingen idé om at den ville nå så langt, blive set af så mange, rost så meget og nu endda Robert-nomineret. Jeg er simpelthen bare så glad, det er jo min debut spillefilm, så man tør slet ikke håbe på den slags.

- Jeg brugte resten af dagen på at drive min familie til vanvid med sætninger såsom 'Jeg kan altså ikke tage opvasken, jeg er faktisk Robert-nomineret, og vi tager ikke opvasken.' Det virkede naturligvis ikke.

Sarah Thun
Philip Th. Pedersen mistede sin far i samme alder som hovedpersonen Asger(tv). PR-foto: Copenhagen Bombay

Filmen hedder Forsvundet til Halloween, og der var både plads til hygge, gys og eftertænksomhed over livet. For instruktøren handler halloween om det uhyggelige og om døden, men også om at mindes dem, man har mistet - og der kunne han identificere sig med sine hovedpersoner.

- Jeg mistede selv min far i præcis samme alder som karakteren Asger, og det er en af de oplevelser i mit liv, der har præget mig allermest. Så jeg synes, jeg havde noget vigtigt at fortælle om, hvordan det er og minde om, at man skal nyde menneskerne i sit liv, mens de er her – specielt ens familie, siger han.

Filmen er nomineret i kategorien årets børne- og ungdomsfilm, og den er oppe imod Buster og Ternet Ninja 2. Uanset hvordan det går, så er Philip Th. Pedersen stolt over at blande sig med film, der har så stor folkelig opbakning og i øvrigt også et budget, der er tre gange så stort.

Og så afviser han I øvrigt ikke, at Aalborg kunne sætte scenen for en fremtidig film.

- Aalborg vil altid sidde i mig, og jeg vil rigtig gerne en dag lave en film, der foregår i min hjemby.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...