Nu skal angreb, anstødeligt sprog og hadsk tale kortlægges og forebygges

AALBORG: Aalborg Kommune vil som den første i landet kortlægge og undersøge, hvordan kommunen, politiet og civilsamfund sammen kan skabe mere tryghed på nettet for alle borgere i Aalborg.

Det sker fordi tonen på nettet og de sociale medier ofte er hård, og derfor har kommunen modtaget en bevilling fra Tryg Fonden til at igangsætte et projekt, der bruger en algoritme til at afsløre digitalt had og finde nye måder at forebygge det på.

- Det er et vigtigt område, hvor vi må handle i fællesskab, siger job- og velfærdsrådmand Nuuradiin Hussein (S) til en pressemeddelelse.

- Borgerne i Aalborg Kommune oplever generelt, at Aalborg er et trygt sted at bo. Også på nettet. Men det er vigtigt, at det fortsætter sådan, og at vi får en bedre forståelse for, hvad der foregår på nettet, så vi kan sætte ind overfor den hadefulde tone. Helt ligesom vi altid har gjort det i vores fysiske gader, så skal vi sammen med vores samarbejdspartnere arbejde for at alle føler sig trygge i vores digitale gader, og at vi når ud til dem, som kan blive fristet af de ekstreme fællesskaber, forklarer han.

Nuuradiin S. Hussein kan samarbejde mellem politi, region og kommune være en fordel for projektet, da det giver en unik indsigt i det lokale tryghedsarbejde og et solidt fundament for at forstærke de digitale indsatser i kommunen.

Tryg Digital By, som projektet kaldes, involverer også børne- og undervisningsforvaltningen samt Nordic Safe Cities, der er et samarbejde mellem 20 nordiske byer.

- Vi ved, at hvis information står usagt længe, kan det og påvirke individet og flytte grænser for, hvad den enkelte opfatter som ekstremt, fortæller vicedirektør i Nordic Safe Cities, Lotte Fast Carlsen.

- Denne udvikling er problematisk, for hvis ikke vi har en systematisk forståelse af, hvad der foregår i vores digitale gader, så tvinges lokale aktører ofte til at handle på vage billeder - eller først når hadet har slået rod i de fysiske omgivelser. Derfor er det så vigtigt, at Aalborg som den første kommune i Danmark har valgt at undersøge hadet på nettet systematisk og dermed styrke både det digitale og fysiske forebyggelsesarbejde, forklarer hun.

Projektet går formentlig i gang i marts, og det kommer til at anvende en dansksproget algoritme, der er udviklet til at finde hadske angreb, anstødeligt sprog og hadsk tale i kommentarsporene i den offentlige debat.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...