Andreas Agesen klar til DM-finalen. privatfoto

Ung elektriker dyster om DM-titel

AALBORG: Andreas Agesen har som én af blot fem finalister kvalificeret sig til DM-finalen i Skills - hvor landets bedste lærlinge kåres. Og han er klar både til kampen om titlen og opgaven som rollemodel for elektrikeruddannelsen.

- Jeg havde nok ikke regnet med, at jeg ville komme hele vejen til finalen. Det er en sjov følelse, men jeg er da med for at vinde ... ellers ville det bare være spild af tid at stille op, siger Andreas Agesen, som i øjeblikket er i lære hos Uggerly Installation i Aalborg.

Den 21-årige lærling har valgt uddannelsen som EUX-elektriker, hvor man kombinerer uddannelsen som elektriker med en gymnasial uddannelse. Det åbner mange muligheder på både kort og langt sigt.

- Jeg ved ikke helt endnu, hvad jeg vil, når jeg har fået mit svendebrev. Jeg kunne faktisk godt forestille mig at læse videre med det samme - fx til installatør eller maskinmester. På den måde giver en uddannelsen som eux-elektriker jo rigtig mange muligheder, siger han.

For Andreas Agesen har der under hele Skills-forløbet været fuld opbakning fra virksomheden.

- Vi gør jo meget ud af at have lærlinge i vores virksomhed og at sikre, at de dygtiggør sig - fx ved at deltage i Skills. Samtidig så sørger vi for, at lærlingene kommer godt rundt i virksomheden, så de får set en masse forskellige sider af elfaget. For to år siden havde vi også en lærling med ved DM-finalerne, og det viser jo, at det, vi gør, også virker, siger Janni Søgaard, serviceleder og lærlingeansvarlig hos Uggerly Installation.

Efter hendes mening er det helt afgørende at styrke tilgangen til ikke mindst elektrikeruddannelsen.

- Derfor er Skills også vigtigt for at få vist vores fag frem for folkeskoleeleverne og ikke mindst deres forældre. Vi skal vise, at der er tale om et godt fag med utallige muligheder. På Skills kan man se, hvad fagene rummer, understreger hun.

Hos brancheorganisationen Tekniq ser man da også Skills som en indlysende mulighed for at styrke rekrutteringen til erhvervsuddannelserne.

- Installationsbranchen har en virkelig stærk tradition for at åbne dørene for stadig flere lærlinge, og optaget på vvs-energi- og elektriker-uddannelserne er steget markant på trods af et generelt fald i tilgangen til erhvervsuddannelserne. Den udvikling har vi brug for at fortsætte, siger Tina Voldby, underdirektør hos Tekniq, der repræsenterer de danske el- og vvs-virksomheder, og uddyber:

- Derfor er det også vigtigt, at Skills gør det muligt for landets dygtigste lærlinge at vise, hvad de kan, og på den måde understrege de mange facetter eksempelvis arbejdet som elektriker rummer.

- Vi glæder os til at vise fagene frem for de mange tusinde skoleelever og forældre, som altid møder op ved Skills. Det stiller store krav til de deltagende lærlinge, men de har år på år vist, at de kan løfte opgaven, vurderer Tina Voldby.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail