Mette Fuglsang og Morten Grau Jensen er stoppet på deres job og har solgt alt, de ejer, for at rejse ud i verden i deres autocamper

AALBORG: Mange drømmer sikkert om at gøre det samme, men det kræver lidt ekstra mod. Mette Fuglsang og Morten Grau Jensen har droppet alle forpligtelser herhjemme og solgt det, de ejer. I stedet bor de i deres bil. Nu er de på vej ud i verden, hvor planen er, at der ikke er nogen plan.

Fra hamsterhjul til Turtletime

Mette Fuglsang og Morten Grau Jensen har begge været selvstændige, men nu er de blevet trætte af det, de kalder hamsterhjulet. Det dækker over det forventelige liv, hvor man står op og går på job fra 8-16, fordi man skal og ikke fordi, man har taget en aktiv beslutning om, at det er det, man vil.

Det blev katalysatoren for, at de sidste år købte en VW T4 California Coach fra 1992, der fra juni både er blevet deres transportmiddel og deres hjem, for de har opsagt deres lejlighed og solgt alt, hvad de ejer for kunne udleve deres drøm om at køre ud i verden på ubestemt tid.

Bilen er derfor blevet vigtig for parret, der har givet den et helt særligt navn:

- Vi har døbt den ’Turtle’ (skildpadde red.), fordi det passer godt til vores tempo. Og så har det vist sig, at den måske ikke er den hurtigste, men det passer godt til os, for vi ser altid noget spændende på vejen og holder ind hele tiden, når vi er ude på tur, fortæller Morten Grau Jensen.

Camilla Gammelgaard og Michael Koch (foto)
Mette og Morten er på vej ud på deres livs eventyr i bilen Turtle.

Det har siden grebet om sig, for bilen er fyldt med skildpadder. Naturligvis ikke den levende slags, men derimod hænger der bamser, klistermærker og mange andre ting med skildpadder.

- Når folk hører, at vores bil hedder Turtle, så giver de os gaver med skildpadder, griner Morten Grau Jensen.

Rart at have sit hjem med

Parret er pakket og klar til at køre ud på deres livs eventyr, Mette Fuglsang skulle bare lige gøre de sidste studier færdige inden. I efterårsmånederne har de boet i en kolonihave i Nørresundby, som de har lånt af en bekendt, der er rejst til Irak i et halvt år. Og timingen var god, for Turtle har haft nogle problemer og har været på værksted i en periode.

- Folk har bare været så hjælpsomme. Nu har vi haft kolonihaven i noget tid, og inden da har vi for eksempel boet i en tre-etagers villa i Skibby på Sjælland, fordi der var en dame, der så et opslag med os på Facebook. Så tilbød hun os at bo i hendes hus i 14 dage, hvis vi til gengæld passede hendes kat, fortæller Mette Fuglsang.

Men hvorfor vælger man at leve på den måde og rejse afsted i en bil, uden at vide hvad dagen bringer?

Camilla Gammelgaard og Michael Koch (foto)
Bilen er både deres transportmiddel og deres hjem.

- Vi har altid rejst meget tilfældigt og bare kørt afsted. For to år siden tomlede vi til Hamborg, der vidste vi heller ikke, hvor vi skulle hen. Så det med at rejse impulsivt har gjort, at vi gerne vil ud og se mere af verden på den måde. Derfor begyndte vi at snakke om, hvordan vi så skulle gøre det, så det stadig er tilfældighederne, der råder. Og der endte vi med at købe bilen, siger Mette Fuglsang.

Der var flere muligheder oppe at vende, men bilen giver parret en ekstra frihed, fordi de altid har et sted at sove. Samtidig kan de få lidt flere ejendele med sig på turen:

- Hvis vi skal rejse på ubestemt tid, så er det meget rart at have lidt flere ting med. Vi har også taget vores cykler og vores vandrestøvler med. Så vi kan både køre, cykle og gå, og på den måde kan vi variere det lidt. Der ligger også en frihed i at have sit eget hjem med. Vi skal ikke bekymre os om, hvor vi skal sove i nat, eller om vi skal booke et eller andet. Vi kan bare køre ind til siden, fortæller hun.

De fleste mennesker ville måske bruge noget tid på at spare op til en stor rejse, og ikke mindst ville mange nok sætte sig ned og planlægge deres tur på forhånd, men det ligger ikke til Mette Fuglsang og Morten Grau Jensen, der elsker spontaniteten.

- Som udgangspunkt har vi ikke nogen plan. Der er ikke noget bestemt, vi bare skal se eller noget, men vi har et sted, hvor vi starter. Vi har ikke sparet op og rejser dermed uden penge på lommen, så vi har fundet et arbejde. Generelt er planen, at vi arbejder på turen, når det bliver nødvendigt, fortæller Morten Grau Jensen.

Camilla Gammelgaard og Michael Koch (foto)
Turtle er dekoreret med lys, blomster og selvfølgelig en masse skildpadder.

I første omgang skal parret drive et pensionat i alperne i Østrig i fire måneder. De skal tjekke folk ind og ud en gang om ugen, holde orden i fællesarealerne og sørge for morgenmaden. Dagen kan de så bruge på at stå på ski, eller hvad de har lyst til. Det giver dem en masse frihed at gøre tingene på den måde, men man kan også vende den om og spørge, om det ikke giver nogen bekymringer.

- Skal man nævne nogle bekymringer, så kunne det være de praktiske ting såsom a-kasse, opsparing, karriere og sådan noget. Det er nogle overvejelser, vi gør os, men det fylder ikke så meget, siger han.

Mette Fuglsang er enig:

- Vi får mange spørgsmål, når vi er ude og holde foredrag. For eksempel omkring hvordan vi kommer i bad, holder varmen og andre ting. Vi må da også gå på kompromis med komfort, når vi rejser på den her måde, men det har vi det fint med. Vi ved ikke, hvor pengene kommer fra i morgen, og det ville sikkert bekymre mange, men vi er begge to selvstændige, så vi er vant til, at vi ikke ved, hvor pengene kommer fra i næste måned. Vi har tillid til, at hvis vi skal bruge penge, så skal vi nok skaffe dem.

Morten Grau Jensen supplerer:

- Det afhænger jo også af, hvor træls arbejde man er villig til at tage. Jeg har for eksempel sorteret kartofler i Lille Vildmose i nogle uger, og jeg tror egentlig, det er meget sundt, at man kommer ud af sin egen lille bobble og opdager, hvor mange jobs der er i verden.

Camilla Gammelgaard og Michael Koch (foto)
Parret ved endnu ikke, hvor længe de er på farten. Det kan være måneder eller år, fortæller de.

Friheden ligger på vejen

Når man møder det unge par, er det altså ikke bekymringer, der er flest af. Til gengæld er der mange ting, de glæder sig til ved det liv, der venter dem på vejene. De fremhæver især én ting:

- Friheden. Der er ikke noget bedre, end når vi kører afsted og kigger ud på vejen med tanken om, at der ikke er noget, vi skal nå. Vi kan gøre det, vi har lyst til og mærke efter lige her og nu. Man bliver bare meget nærværende, siger Mette Fuglsang.

- Det er måske det klichéfyldte svar, men jeg vil også sige frihed. Man dropper forudsigeligheden, og så stiger friheden. Når man skærer forpligtelserne væk, så tager man måske bekymringerne helt ind til kroppen, men samtidig giver det mulighed for at improvisere, fortæller Morten Grau Jensen.

De glæder sig til at opleve verden og alle de overraskelser, turen kommer til at byde på. For deres erfaringer er, at det ofte er det uplanlagte, de husker.

- Vi har for eksempel siddet og spillet banko med pensionister til en lokal byfest, og bagefter tog vi med nogle damer hjem. Det lød måske underligt på forhånd, at vi skulle sidde og sludre, spille spil og drikke rosé med fremmede pensionister fra Sjælland, men vi havde det så sjovt, og vi blev rigtig gode venner, fortæller han.

Camilla Gammelgaard og Michael Koch (foto)
Både Morten Grau Jensen og Mette Fuglsang fremhæver friheden, når man spørger dem, hvad de glæder sig til i det liv, der venter dem på vejene.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail