Vi har fået en snak med formanden for Aalborg Pride, som opfordrer alle til at kigge forbi på lørdag

AALBORG: Martin Christensen er en ægte nordjyde. Han er opvokset og bor i Sæby, men meget af hans liv foregår i Aalborg, hvor han har en fortid som både bartender og DJ i Gaden. I dag fylder fester stadig meget, for udover at være brugsuddeler i Frederikshavn til daglig, så er han også teamleder for baren Shake it på Nibe Festival, hvor han har været frivillig i 12 år, og ikke mindst er han formand for Aalborg Pride, der går løs på lørdag 13. juli. Han har været en del af projektet fra starten, først på sidelinjen som en hjælpende hånd men hurtigt blev han en del af bestyrelsen. I år er det femte gang, der afholdes Aalborg Pride.

Camilla Gammelgaard
Martin Christensen har været frivillig på Nibe Festival i 12 år. Her ses han i baren til årets udgave. Foto: Martin Damgård

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Min forbindelse til Aalborg er rigtig bred.

Da jeg var yngre, overvejede jeg selv at flytte til byen, men jeg endte faktisk med at flytte til London i nogle år i stedet for. Mine venner flyttede hertil, og mange af dem fik bartendervagter i Gaden. Da jeg kom hjem til Danmark, så begyndte jeg også at få jobs derinde. Det var selvfølgelig også der, hvor vi gik rigtig meget i byen, så mit liv blev meget fikseret omkring den. Jeg fik også job på det daværende Musikhuset og Hr. Nielsen som DJ, og efter det fik jeg endnu flere venner i byen. Jeg har også mange af dem, jeg kender fra dengang, med mig i baren på Nibe Festival, og det er helt specielt.

Ellers er jeg generelt bare vild med Aalborg. Hele udviklingen i byen, hvor man fjerner noget af alt det gamle fabriksliv, som alligevel bare har stået og set træls ud i så mange år, kommer virkelig til udtryk. For eksempel ved Fjorden, det er blevet et sted, hvor man har lyst til at være. Jeg har i forbindelse med mit arbejde for Aalborg Pride fået opbygget et stort netværk og har mødt mange af de folk fra blandt andet kommunen og Skråen, som får tingene til at ske, hvis man kan sige det sådan, og de er fantastiske. På den måde føler jeg, at jeg er blevet en del af byen, og jeg er her mindst én gang om ugen.

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i byen?

Jeg vil nævne Event Aalborg, som har startet en comedy club i Maren Turis Gade. Jeg har kun været der to gange, men det har skubbet mig bagover hver gang. Det er upcoming stand-up, og det er måske ikke alle jokes, der rammer perfekt, men de gange jeg har været afsted, så har jeg, og dem jeg har været afsted med, jo grædt af grin. Det er så intimt, og du kan næsten ikke undgå at blive inkluderet i en joke. Man er med lige pludselig, og det er bare noget andet, end at tage ind og se en stor og kendt komiker. Det giver mig en vildt god fornemmelse i maven, og så koster det jo næsten ingenting. Aalborg har også to store og lækre biografer, som jeg bruger en del, når jeg skal ud og hygge en aften. Jeg er ikke så god til at komme i teatret, og det har jeg sparket mig selv over benet for mange gange, for Aalborg har jo en masse gode kulturtilbud.

Er der personer i Aalborg, betyder noget særligt for dig?

I forbindelse med Aalborg Pride, så vil jeg nævne Tobias Bøgeskov, som er byrådsmedlem. Han har haft en rigtig stor betydning for udviklingen af arrangementet. Jeg ved godt, at det er tidligere års arbejde, som har båret frugt, men han har været med til at kæmpe for den mangfoldighedspulje, som er blevet tildelt LGBT+-miljøet af Aalborg Kommune. Den kan bruges til at udvikle det her i Nordjylland. Det handler ikke kun om Priden, der er mange forskellige foreninger, som sørger for, at der også sker noget i dagligdagen.

Camilla Gammelgaard
Martin Christensen understreger, at Aalborg Pride er en fest for alle. Foto: Martin Damgård

Hvordan oplever du generelt, at Aalborg favner LGBT+-miljøet?

Jeg har aldrig selv haft en negativ oplevelse forbundet med at være LGBT+-person. Jeg tror mere, det er Janteloven og den nordjyske mentalitet, som holder nogen lidt tilbage. Jeg synes, der skal være plads til, at man er, som man gerne vil være, uanset om det stikker lidt uden for normen. Jeg kan ikke se, hvordan det påvirker andre, at to af samme køn holder i hånden, eller at en mand går med dametaske og lyserøde sko, hvis det er det, som han har lyst til. Det er bare eksempler, men generelt skal man da ikke holde sig tilbage.

Nu er det femte gang, der er Aalborg Pride. Hvordan har aalborgenserne taget imod det?

Vi har kun fået positive tilbagemeldinger, hvor folk skriver tak, og at det er fedt og sådan noget. Det er vigtigt at understrege, at Pride ikke kun er for LGBT+-personer. Det er en fest for ALLE, som er enige i, at vi allesammen skal have lov til at være her. Ligegyldigt hvem vi er, hvad vi vælger at tage på, hvilken hudfarve vi har og så videre.

Camilla Gammelgaard
Martin Christensen har været en del af Aalborg Pride fra starten. Foto: Martin Damgård
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...