
Aalborg Teater fortsætter succes: Flere nye virtuelle forestillinger
Du kan gratis følge med på ny digital scene
AALBORG: En du en af de mange, der har kastet dig ud i at se virtuelle teaterforestillinger hjemme i sofaen, så er der flere gode nyheder fra Aalborg Teater.
De kommende uger er der nemlig lagt op til flere nye spændende online-oplevelser, skriver teatret i en pressemeddelelse.
Allerede næste lørdag, 13. marts, kan du gå om bord i forestillingen The Robot Project på Lille Scene, mens det lørdagen efter, 20. marts, er Cyrano på Store Scene.
The Robot Project tager de store spørgsmål op, som fremtiden med AI - Artificial Intelligence - og robotter rummer, og eksponerer dem gennem humor og poesi. Teatret selv kalder det en unik, underholdende og tankevækkende menneske-robot forestilling, der bliver efterfulgt af en interaktiv talk med en af Danmarks førende eksperter i udfordringerne ved AI og intelligente maskiner.
Du kan læse mere om The Robot Project ved at trykke her og streame forestillingen lørdag 13. marts kl. 19.
Cyrano er et gensyn med Yuri Butosov’s fantastiske opsætning på teatrets Store Scene. Butusov er berømt for sine avantgarde iscenesættelser af klassikere, hvor intet er helligt.
Cyrano er en kærlighedshistorie om den sarte Roxane og den stærke Cyrano i et sitrende, jazzet, poetisk og eksperimenterende sansebombardement af fysisk teater, akrobatik, lyrik og musik, befolket af skæve eksistenser i en rå og medrivende verden.
Martin Ringsmose leverer en kraftpræstation med et stærkt, rørende og heftigt portræt af poeten og duellanten Cyrano.
Du kan læse mere om forestillingen ved at klikke her og streame forestillingen 20. marts 2021 kl. 19.00
Udover de to forestillinger er der onsdag 17. marts kl. 20 premiere på anden del af den interaktive forestilling Jeg har skudt mig selv for sidste gang.