24-årige Frederik Kjaer er iværksætteren bag BACO og Frederik Hector. Nu har han kastet sig over et nyt projekt. Mød ham her

AALBORG: Frederik Kjaer har netop solgt Frederik Hector for at få tid og penge til sit nye projekt: en online kursus-platform, der skal hjælpe andre iværksættere og firmaer med at få succes.

Han er født og opvokset i Dall Villaby og har gået på både Ferslev Skole og Sønderbroskolen. Efter folkeskolen fortsatte han på HHX i Saxogade men droppede ud, fordi han havde travlt med sine forretninger og samtidig fik mulighed for at flytte til London. I London fik han idéen til Frederik Hector, og efter et halvt års tid vendte han hjem igen. I fritiden har han været på karatelandsholdet, og så har han papir på, at han kan styre en sejlbåd

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Jamen det er jo her, jeg føler mig tryg. Aalborg er min hjemmebane, hvor jeg kender alle, og hvor mine kammerater og min familie er. Det er her, jeg har haft min opvækst, og Aalborg vil altid være i mit hjerte, ligegyldigt hvor i verden jeg befinder mig.

Susanne Justsen
Frederik Kjaer har sammen med serieiværksætteren Alexander Hyldgaard og investoren Andreas Knudsen lanceret en online kursus-platform, der skal hjælpe både små og store virksomheder med mere salg og flottere tal på bundlinjen. Foto: Torben Hansen

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg?

Svært at sige, men hvis jeg skal tænke over det, så har Nordkraft en særlig betydning. Det var nemlig her, jeg dyrkede karate, da jeg var yngre. Karate har haft utrolig stor indflydelse på den person, jeg er i dag. Det lærte mig at kanalisere mit – ofte lidt for hidsige – temperament og bruge det til noget godt. Den disciplin, jeg lærte dengang, bruger jeg stadig til at nå mine mål i forretningslivet i dag. Selvom det efterhånden er ret mange år siden.

Vesterå har også en eller anden særlig betydning for mig. BACO og Frederik Hector fik sin spæde på Vesterå – faktisk i det samme lokale, der først var barbershop og siden bagel-biks. Dengang vidste jeg selvfølgelig ikke, hvor stor en succes det ville blive. Men begge ting startede på de samme små 47 kvadratmeter.

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?

Min mor, far og papfar har selvfølgelig en helt særlig betydning. De har altid fyldt mig med selvtillid og støttet mig i alt. De har været mit sikkerhedsnet og reddet røven på mig, ligegyldigt hvor dum jeg har været.

De har alle tre deres forskellige styrker, som jeg prøver at trække meget på, og inkorporere de kvaliteter i mit eget liv.

Derudover så har jeg et (undskyld mit sprog) skide godt hold af mine barndomskammerater, som altid har været der ligegyldigt hvad. Så det er jeg meget taknemlig over.

Susanne Justsen
Frederik Kjaer har valgt at sælge Frederik Hector og fokusere på BACO og platformen MONETIZ. Foto: Torben Hansen

Du står bag Baco og Frederik Hector og har nu også en platform som hedder MONETIZ, der skal hjælpe iværksættere og firmaer med at drive en succesfuld forretning. Hvordan er det at have så mange bolde i luften på samme tid?

Selv den dygtigste jonglør er til tider nødt til at erkende, at han har for mange bolde flyvende mellem hænderne. Det er også derfor, jeg har valgt at sælge Frederik Hector og fokusere på BACO og nu vores stærke online-kursus platform, MONETIZ. Man skal kende sine begrænsninger og finde ud af, hvad man er god til, og så spille på sine styrker. Jeg er ikke god til drift. Jeg er til gengæld mega skarp til at lave koncepter, og få dem op og flyve. Samt at lave et knivskarpt team.

Hvordan er det at være iværksætter i Aalborg?

Det fede er, at vi her i byen har nogle rigtig tunge iværksætter-navne, der virkelig inspirerer. Jeg ville da lyve, hvis jeg siger, at jeg ikke håber selv at nå op på siden af de bedste og største af dem.

Generelt er byen spækket med fed iværksætter-stemning og god hjælp til firmaer fra for eksempel BusinessAalborg og GrowAal.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...