Restaurant Isidor Henius var rammen om konkurrencen, der dog ikke gav priser til aalborgensiske slagtere i år

Aalborg: Det der med sylte er noget, de fleste nordjyder tager meget alvorligt. Især når julen nærmer sig.

Og slagtermestrene tager det lige så alvorligt - faktisk så alvorligt, at de i deres forening har en årlig konkurrence, hvor én slagter kan kalde sig sylte-mester. Derfor har der igen i år været syltekonkurrence, hvor sylterne blev bedømt på blandt andet smag og konsistens.

I år fandt konkurrencen atter sted hos smørrebrødsrestauranten Isidor Henius i Aalborg, og der var 10 slagtere tilmeldt - heraf tre fra Aalborg: Delikatessen på Østerbro, Slagteren Hasseris og Slagter Holmberg fra Vejgaard.

- Det er jo et helt perfekt sted til at afholde sådan en konkurrence på grund af stedets egen historie, siger Ib Holmberg, der er formand for Nordjyllands Slagtermesterforening.

Det blev ikke nogen pris til Aalborg i denne omgang, for dommerpanelet, der bestod af fagskolelærer Torben Holm fra Foodcollege Aalborg, kok og mangeårig deltager på Det danske Kokkelandshold Dennis Juhl fra Restaurant Textur Aalborg og kok, restauratør og holdleder for det Danske kokkelandshold Uffe Nielsen sendte prisen til Hjørring sammen med slagter Flemming Jensen fra Frilandsvejens Slagter.

Andenpladsen gik til Carsten Dyrby fra Slagter Dyrby i Løkken, mens tredjepladsen gik til Leif og Morten Tranholm fra Slagter Tranholm i Sæby.

Formand for Nordjyllands Slagterforening Ib Holmnberg (tv) og vinder Flemming Jensen fra Frilandsvejens Slagter i Hjørring. Privatfoto

Ib Holmberg, hvis slagterbutik ligger i Vejgaard, medgiver, at det er lidt ærgerligt, at der slet ikke var nogen priser til de tre deltagere fra Aalborg.

- Men vi må sige, at der var stærke dommerkræfter fra Vendsyssel, hvor de godt kan lide lidt mere fedt i sylten end vi kan sælge her i Aalborg, smiler han.

- Det betyder nu ikke så meget for mig at vinde. Jeg synes, at det er langt vigtigere, at vi med denne konkurrence er med til at sætte fokus på de små slagtermestre og deres butikker og vise alt det, de rent faktisk kan, siger han.

Af samme grund bliver der også lagt vægt på, at deltagerne i konkurrencen kun er de mindre selvstændige slagtere.

- Vi har fået henvendelser om, hvorfor de store supermarkeder og stormagasiner ikke bliver inviteret, og det handler ikke om, at deres produkter ikke er gode, men konkurrencens formål er at fremhæve de mindre slagtere - og det holder vi fast i.

Sidste års vinder, Slagter Bitten fra Onsild deltog også. Konkurrencen har løbet sidden 2013.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...