Der er højt humør i Game Streetmekka, som for nylig modtog stor hæder for deres nytænkende lokaler

AALBORG: Nogle unge møder op for at spille basket og efter et par timers træning går de videre til workout området. Andre kommer måske for at klatre, men ender med at øve parkour.

Det er kun godt, for netop muligheden for naturligt at skifte mellem de mange aktiviteter i huset er en af de ting, der har været fokus på i opbygningen af lokalerne. Det fortæller Anja Lyngsø, som er leder i huset:

- Vi oplever, at de rammer vi har, er med til at skabe sunde sociale fællesskaber på tværs af alder og aktiviteter. Her er arkitekturen en afgørende medspiller, fortæller hun.

Og netop arkitekturen har for nylig fået en olympisk bronchemedalje. Metallet blev uddelt af den Internationale Olympiske Komité, den Internationale Paralympiske Komité og den Internationale Forening for Sport- og Fritidsfaciliteter ved en gallamiddag i Tyskland.

- Det er vildt at være med til en så stor begivenhed, hvor man samles for at anerkende de steder, der skubber grænserne for, hvordan sportsfaciliteter kan se ud, fortælle Anja Lyngsø.

- Det er en rigtig skøn anerkendelse, at vores sted er blevet bemærket blandt bygninger i hele verden - måske man også kan inspirere nogen med det. Det er rigtig fedt at tage medaljen med tilbage til alle de frivillige, der står bag stedets succes i hverdagen.

Og prisen tilkommer faktisk hele Aalborg, hvis du spørger hende. For aalborgensernes egne ideer var på banen længe inden, der stod et streetmekka på Kridtsløjfen, og det gør prisen til noget helt specielt.

- Vi inviterede hele Aalborg med til at bestemme, hvordan det skulle se ud, og så har JaJa Architects taget udgangspunkt i alle de gode ideer til at lave de fantastiske rammer, vi har i dag.

i 2018 stod bygningerne færdige, og nu har de endda fået et drys af olympisk stjernestøv, men det skal ikke være en sovepude for staben.

- Vores hus er aldrig bygget færdig. Vi vil hele tiden udvikle os, følge med tiden og gøre tingene endnu bedre - på den måde er vi slet ikke som en klassisk idrætshal, fortæller hun.

Siden corona har der i snit været omkring 110 på asfalten dagligt. Her bliver de budt velkommen med basket, parkour, klatring, breakdance og meget mere fordelt ud på 18 forskellige aktivitetshold om ugen.

Du kan besøge Game Streetmekka på Kridtsløjfen 10. Det koster 40 kroner, hvis du ikke er medlem, og der er åbent alle hverdage fra 15-21 og i weekenden 12-19.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...