Mads Steffensen har skabt en stor radio- og tv-karriere i København, men han holder fast i sin nordjyske mentalitet. Mød ham her

AALBORG: Mads Steffensen er opvokset i Gistrup og bor i dag i København. Han er uddannet journalist, og han har siden 2003 sendt radioprogrammet Mads og Monopolet. Han er også kendt fra tv-programmer som Aftenshowet og Kender du typen på DR1. For nylig har han været en tur i Aalborg for at være vært på Danmarks Indsamling i Musikkens Hus.

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

- For mig er Aalborg det, jeg kalder hjemme. Hvis nogen siger: "Skal du hjem i den her weekend?" Så vil jeg først tænke på Aalborg. Det er min hjemby, det er der, jeg kommer fra. Skal jeg nogensinde flytte tilbage? Nej det tror jeg ikke, jeg skal, men jeg kan godt lide at komme her. Byen har en særlig plads i mit hjerte, og hver gang jeg er hjemme, så er der bestemte steder, jeg går forbi.

Jeg går ned forbi havnen. Jeg kan godt lide kigget til Nørresundby eller til broen. Jeg går også lige en tur igennem Jomfru Ane Gade og omkring Tyren og ned forbi Salling og igennem Algade. Jeg har lige sådan en rute.

- Hvilke steder i byen betyder noget særligt for dig?

Da jeg var ung, kom jeg jo ret meget i Gaden. Jeg tror faktisk, vi var der torsdag, fredag og lørdag. Nu har jeg selv ret store teenagere, og når de går i byen to dage i træk, så kan jeg simpelthen ikke forstå, at de kan holde til det, men det har jeg jo også selv gjort.

Jeg kan huske Sunrise, der lå derinde. Hvis man var der en aften og drak 10 fadøl, så fik man indgraveret sit navn i fadølskruset, som så kom op og hænge. Så hver gang man efterfølgende kom på Sunrise, så kunne man bede om sit personlige krus. Og sådan et havde jeg. Det var lidt sygt og dumt, men det var tilsyneladende vigtigt dengang. Jeg ved ikke, hvor kruset er havnet i dag.

Jeg kan også huske første gang, jeg var i Jomfru Ane Gade. Jeg var inde på det gamle Gaslight, og der kastede jeg op urinalet, fordi jeg havde drukket rom og cola. Det var vist også første gang, jeg kastede op.

Jeg kan godt kende Gaden, som den er i dag, og jeg kan genkende følelsen og huske, hvad der lå derinde før det, der ligger der nu. Men i dag er der andre steder i Aalborg, hvor jeg hellere vil være, hvis jeg skal ud en aften. Så vil jeg nok ringe til mine venner hjemmefra og spørge, hvor vi skal tage hen, der ikke er Jomfru Ane Gade, og så kender de helt sikkert nogle gode steder.

Sidste gang vi var her med Mads og Monopolet, var vi ude bagefter med holdet og nogle af mine gamle venner. Der tog vi på Café Ulla Terkelsen London. Det kunne jeg godt lide. Det var fint. Det passede godt til os.

Camilla Gammelgaard
Her ses Mads Steffensen i koncertsalen i Musikkens Hus. Foto: Lasse Sand

Hvordan kan du bruge det at være nordjyde i dit liv og arbejde i København?

- Jeg er svær at imponere, og det kan jeg nogen gange bruge i mit arbejde, hvor der kan være meget halløj omkring mig. Der kan være meget stress, men der har jeg det sådan mere; bare rolig vi skal nok nå det, vi har styr på det. Jeg føler, jeg har sådan en ro, og jeg tror, jeg har den her fra Nordjylland. Det er i hvert fald det, jeg fortæller mig selv.

Den nordjyske mentalitet er en styrke, men jeg synes også, den er nordjydernes svaghed. De kan være lidt tunge i røven en gang imellem. Jeg kunne godt tænke mig, at man ikke var så bange for at vise lidt mere begejstring og synes, at tingene lige var lidt federe. Hvis jeg for eksempel møder folk, jeg måske ikke kender så godt, så spørger de, hvordan det går i København og med mit program, men de siger ikke rigtig, hvad de synes. Når de så møder mine forældre, så skamroser de mit program og siger, det er helt fantastisk. Det måtte de da godt sige til mig, det ville jeg da blive glad for. Men der kan vi godt være tilbageholdende og tænke, at nu skal vi heller ikke vise for meget begejstring. Det er en klassisk nordjysk dyd, som jeg også tror, jeg selv har. Den kan godt være lidt svær at ryste af sig.

Camilla Gammelgaard
Det gør Mads Steffensen stolt, at de store shows kommer til Aalborg, og at byen bakker så godt op omkring dem. Foto: Lasse Sand

Hvilke personer betyder noget særligt for dig i byen?

- Mine forældre bor stadig i Gistrup, så der har jeg også en del relationer. Jeg kan godt lide at gå en tur i Lundby Krat og op i skoven der, når jeg er hjemme.

Jeg har nogle venner her, som jeg holder kontakt med, og det er jeg glad for. De betyder meget for mig.

Jeg synes, der er kortere fra København til Aalborg end omvendt. Det virker nogen gange som om, at nordjyderne kigger på København og mener, det er lidt et andet land. Det er lidt lige meget, om man skal til København, Paris eller Thailand. Det er bare noget andet.

Hvad tænker du om, at sådan et stort DR-show som Danmarks Indsamling sendes fra Aalborg?

- Jeg synes, det er fedt, at der kommer sådan et stort og vigtig show til byen. Jeg kan se og fornemme, at Aalborg også virkelig bakker op omkring det og har sat en masse ting i gang. Det gør mig da stolt og glad.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...