Var du en af dem, der så det romantiske skilt i Aalborg lørdag aften?

AALBORG: Nicolai Nissen havde lagt store planer for, hvordan han skulle fri til sin kæreste Paola Polanco, der oprindeligt er fra Den Dominikanske Republik.

Parret, der har været sammen i mere end to år, mødte hinanden, da Paola skulle til Grønland som model for at promovere en øl.

Det var Nicolai, der havde arrangeret det, og de mødte hinanden første gang, da han hentede hende i Holland. Herfra rejste de via Danmark og Island til Grønland, hvor Paola i første omgang skulle være og arbejde i tre måneder med promoveringen af Nicolais øl.

Jacob Andersen
Fodgængere, cyklister og fodgængere kunne lørdag aften se dette frieri på Vesterbro. Foto: Torben Hansen

Men sådan gik det ikke ... Paola endte med at blive meget længere.

Nicolai er 42 og Paola er 25, men på trods af aldersforskellen blev de forelskede, og derfor rejste Paola også med Nicolai til Danmark, da han fik job i Aalborg.

Jacob Andersen
Paola Polanco med skiltet i baggrunden, hvor hun bliver spurgt, om hun vil giftes. Det sagde hun ja til. Privatfoto

De bosatte sig midt i byen, hvor Nicolai altid har boet, når han har boet i Danmark. Hans far er fra Aalborg, og hans familie er fra Brønderslev og Frederikshavn.

De bor i en lejlighed, hvor de har udsigt til et stort reklameskilt på Vesterbro, og skiltet fik lørdag aften en hel central plads i deres liv.

Nicolai havde oprindeligt planlagt en tur til Paolas hjemland - Den Dominikanske Republik - hvor han ville fri til hende, men det satte corona-epidemien en stopper for, og så måtte han finde på noget andet.

Han besluttede sig for, at det skulle ske omkring valentinsdag.

- Det er første gang, at jeg ikke er ude at rejse på valentinsdag, så jeg improviserede lidt, siger Nicolai Nissen til NORDJYSKE.

Han kontaktede Euro Tourist, som står for at sætte reklamer på skiltet, som de kan se fra deres tagterrasse, og de var med på at hjælpe ham med at stille det store spørgsmål.

Derfor lyste skiltet op lørdag aften med beskeden "Paola, jeg elsker dig! Vil du gifte dig med mig?".

Nicolai havde lokket Paola med op på tagterrassen med besked om, at han havde planlagt en overraskelse - og det virkede.

Jacob Andersen
Nicolai Nissen tog chancen og spurgte sin kæreste, om hun også vil være hans hustru. Smilet fortæller vist alt om svaret. Privatfoto

I aftenkulden sagde Paola ja, og de to kan nu se frem til at blive mand og kone.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...