De ser totalt uimodståelige ud - her er, hvad du kan glæde dig til ved På Fjorden

AALBORG: Om du vil have dem i caféen på Østerågade eller på Frederikstorv, er helt op til dig!

De fine kager fra På Fjorden, der nu frister flere steder i byen, har i dén grad fanget vores interesse her på det kageglade kontor, og vi vil selvfølgelig ikke snyde jer for et godt, sødt tip!

Derfor har vi kastet os ud i en smagstest af fire slags kager fra det hyggelige bageri, der har en masse forskelligt bagværk på hylderne, der alt sammen har mindst én ting til fælles: Det ser forfærdelig lækkert ud.

Alberte Hjort Nilsson og Katrine Brix
Her er de fire kager, testholdet lod sig friste af: Jordbærcroissant, kanelcroissant, mandelcroissant og Kouign Amann. Foto: Alberte Hjorth Nilsson

Vi fik fingrene i kagerne på Frederikstorv til torvedag, og vil du gøre os kunsten efter, skal du sætte kursen mod det centrale torv enten en onsdag eller lørdag eller Nørresundby Torv en fredag.

Og lad os bare slå fast allerede nu - på lige lovlig selvsikker manér: Det her vil du gerne smage.

LÆS OGSÅ: Madanmelderen anbefaler: Carlos spaghetti carbonara med den helt rigtige bacon

Jordbærcroissant

Vi lægger ud med jordbærcroissanten.

Den minder på mange måder om en jordbærtærte – bare mere lækker. Dette er en supersprød kage fyldt med råsyltede jordbær samt hakket pistacie på toppen. Jordbærrene bliver derudover akkompagneret af en lækker vaniljecreme, der binder de syrlige jordbær og den sprøde croissant rigtig godt sammen.

Dansk sommer i én bid!

Double-baked kanelcroissant med pecanmasse

Næste levende billede er kanelcroissanten.

Den minder en del om kanelsneglen, men den er til forskel virkelig sprød, fordi den er blevet bagt over to omgange.

Croissanten er fyldt med en pecanmasse, der er med til at øge sprødheden samt give en nøddeagtig smag, der supplerer kanelen rigtig godt.

Testeren har kanelcroissanten som klar favorit!

Mandelcroissant

Som man nok kan fornemme, er det overordnede tema ’croissant’. Den næste kage er ingen undtagelse – dog mere klassisk.

Det er mandelcroissanten, der med en lækker mandelmasse beriger munden med sødme og smag af nødder. Selvom det er en klassiker, er den uden tvivl stadig moderne. Bare se dens udseende.

På Fjorden fortæller, at det her er den helt store bestseller. Med det sagt: Du skal være i topfart, hvis du skal have mandelcroissant på torvedagene!

Kouign Amann

Altså helt ærligt, så er vi ikke helt sikre på, hvordan det udtales, men det lyder virkelig fancy!

Den her kage blev præsenteret som en ægte fransk oplevelse. Kagen stammer fra Bretagne i Frankrig, hvor det er en klassisker i croissant-familien.

Kagen er fyldt med karamel og er derfor meget sød. Vi foreslår derfor en god kop kaffe som sidevogn til kagen, som man selvfølgelig også kan få ved På Fjorden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...