Ole Sørensen og Ayoe Karlov Nielsen drejer nøglen om. Foto: Sarah Thun
Shopping

Ægtepar takker af efter 41 år med guld og sølv: - Folk har grædt i butikken

Siden 1980 har ægteparret købt og solgt ædelt metal og antikviteter, og der følger altid en historie med

29. marts 2022 kl. 19:44

NØRRESUNDBY: Eventyret startede i København, hvor sølvet pludselig steg helt vildt i værdi, det fortsatte med to etager og 24.000 varer i Gravensgade i Aalborg, og nu slutter det altså i en lille biks i Vestergade i Nørresundby, hvor Ole og Ayoe om tre måneder takker af efter fire årtier.

- Vi har haft folk, der har stået og grædt i butikken, fordi vi lukker. For hvor skal de så gå hen for at finde den samme hygge, gode service og en god snak, fortæller Ayoe Karlov Nielsen.

Sammen med sin mand, Ole Sørensen, har hun nemlig været garant for god humor og god service samtlige af årene i branchen, hvis de selv skal sige det.

- Folk kommer jo også herind for at få viden. Hvis de har arvet noget, der skal deles, eller hvis noget antikt skal sælges, fordi man har haft det i gemmerne for længe. Det har vi aldrig taget noget for. Vi elsker jo at hjælpe vores kunder, fortæller Ole Sørensen, der bliver bakket op af sin kone:

- Herinde er der ikke forskel på, om man køber en sølvring for 25 kroner eller om du køber for 10.000 kroner. Man bliver behandlet ens, og det er vigtigt for os.

12.000 stykker glas og porcelæn

Men hvis vi lige skal gå helt tilbage til start - til dengang sølvet pludselig steg i værdi i København, hvor Ole Sørensen boede. Dengang var der nemlig en del sølv i de gængse mønter i Sverige, fortæller han.

- Men man måtte ikke ødelægge kongens mønt, så derfor var der mange, der sejlede dem til Danmark for at sælge dem, for her måtte man jo gerne smelte dem om, fortæller han.

Fordi sølvet steg i pris, var der også flere og flere, der gik i gemmerne for at muge ud i arvesølvet, og få det bedste ud af det. Og så endte det altså med, at han og konen blev enige om at starte en butik op i Aalborg.

- Her fandt vi ud af, at man faktisk ikke altid behøvede at smelte sølvet om. For det var jo udmærkede ting, og sådan blev de to etager på Gravensgade nærmest til en slags antik genbrugsbutik med glas, porcelæn og guld og sølv, fortæller Ole Sørensen.

Ayoe Karlov Nielsen er ikke bange for at fortælle sine kunder, hvis det de prøver ikke fungerer. Det handler om ærlighed, og ikke bare om at sælge, fortæller hun.

Han husker et år, da de gjorde status over hvor mange varer, de havde og efter den ene etage var tallet allerede på 12.000 stykker glas og porcelæn.

- Forestil dig lige, at man går og tæller, 709 - 710 - 711 - og så kommer der en kunde og spørger om noget, og så drejer man jo hovedet væk fra hylderne for at svare på spørgsmålet. Når man så er klar til at tælle videre, så kan man ikke huske, hvor man er kommet til - det var et mareridt, fortæller Ayoe Karlov Nielsen.

Tre blodpropper på en måned

Men den store butik fik også sin ende. Efter 34 år i Gravensgade fik Ole Sørensen nemlig tre blodpropper på en måned, og så stod Ayoe Karlov Nielsen pludselig alene i butikken uden sin mand.

- Man skulle jo nærmest låse døren til den ene etage, hvis man skulle være på den anden, og det var bare alt for stort til at stå i alene, fortæller hun.

Derfor tog de beslutningen om at flytte hele butikken til Nørresundby i væsentlig mindre lokaler. Og her har de nu huseret i mere end syv år.

- Ja, vi stopper godt nok ikke, fordi det ikke løber rundt, fortæller Ayoe Karlov Nielsen.

- Der er tydeligvis penge i antikviteter - i hvert fald, hvis man også kan rumme den kundekreds, der følger med.

Alle figurerne har navne - eksempelvis står Ole Sørensen her med figuren Ole Lukøje. Foto: Sarah Thun

- Det er jo sådan med antikviteter, at de altid kommer med en historie. Og når folk beslutter sig for at sælge noget antikt, de har arvet, så får man gerne hele folks livshistorie, og den kan man ikke bare hænge på krogen, når man tager hjem, fortæller Ole Sørensen.

De oplever, at de er kommet ind under huden på deres kundekreds på en måde, der gør det svært at sige farvel.

En lyserød ønskefe ved kassen

Selvom markedet er gået op og ned, så har de ikke mærket den store forskel i butikken. Der er altid gang i sølv og guld - dog er der måske tidspunkter, hvor der sælges mere end der købes.

- Nogle gange står folk og skal sælge af nød, fordi de ikke har fem øre til resten af måneden. Det er det værste. Det har jeg aldrig brudt mig om, fortæller Ayoe Karlov Nielsen.

Selv efter mange år i branchen er der ingen af de to, der har vænnet sig til at se mennesker sælge deres arv mod deres vilje - heldigvis. For det er da heller ikke sådan den traditionelle kunde er; snarere tværtimod.

Over disken hænger en lyserød ønskefe. Den har de eksempelvis fået af en kundes barnebarn. "Til Ole Fra Alberte", står der på det lille kort, der fulgte med. Alberte har tidligere fortalt, at Ayoe er hendes bedste veninde, fortæller Ayoe med et stort smil.

Den lyserøde fe er fra en kundes barnebarn - og deres egne børnebørn på julekortet, som er i ramme på øverste hylde bliver også ofte komplimenteret. - Folk bemærker det op til jul, når vi sætter det nye julekort i, fortæller de stolte bedsteforældre.

Der er ingen tvivl om, at de to ejere har et helt særligt bånd til kunderne. Men alderen trykker efterhånden. Ole Sørensen er blevet 77 år, og det er blevet tid til at holde fri og indhente den ferie, der ikke er blevet holdt.

- Vi skal bare nyde livet nu. Vi er tre og et halvt år bagud med at holde ferie, så nu skal vi bare holde fri, nyde et langsommere tempo og bruge en masse tid sammen med vores børnebørn, fortæller de to.

Selvom butikken lukker med udgangen af juni, så kan man stadig møde dem på Kunst og Antikmessen i Rødekro fire gange i det følgende år, men så er det også slut.

- Vi kan ikke lukke helt endegyldigt ned for det hele på en gang. På denne her måde kan vi stadig møde kunder og kollegaer fra andre byer et par gange inden vi siger helt farvel, forklarer Ole Sørensen.

Sælger ikke butikken

Det er altså ved at være nu, hvis du skal nå at have noget med fra ophørsudsalget på Vestergade 14 i Nørresundby. Det går nemlig allerede ganske godt med at få has på lageret af porcelæn, glas og ædelmetal.

Så hvis de billige nikkeløreringe skal skiftes ud til et par i ægte sølv eller guld, så kan du altså nå det frem til 30. juni, hvor lidt godt til ganen kommer til at markere afslutningen på Ayoe og Oles smykkeeventyr - i hvert fald den med fysisk butik.

Butikken og dens navn, Aalborg Guld & Sølvhus, kommer til at gå med ægteparret i graven. De kunne ikke drømme om at afstå butikken til nogen.

- Vi sælger ikke. Tænk hvis andre overtog den, og de så drev den på en helt anden måde. Det ville jeg bare slet ikke kunne bære, fortæller Ayoe Karlov Nielsen.

Annonceret indhold

Nyeste