Helt ekstraordinært stopper Banedanmark stort sporarbejde for at sikre togforbindelse til folkefesten

AALBORG: Tusindvis af mennesker i mere eller mindre bedugget tilstand skal i dagene omkring karnevalet fragtes til og fra byen.

Ikke mindst, når festen er slut ud på aftenen og natten 26. maj vil der være rift om at komme på skinner sydpå.

- Det er en dag, hvor vi har rigtig, rigtig travlt, siger informationschef i DSB Tony Bispeskov.

Men i år falder karnevalet uheldigvis sammen med et stort sporarbejde mellem Langå og Hobro, som betyder ændrede togtider og togbusser i nattetimerne.

Men kombinationen af togbusser og mere eller mindre besofne karnevalsgæster går ikke i spænd, har Banedanmark nu erkendt.

- Helt ekstraordinært har man derfor besluttet at give maskinerne et hvil om aftenen og natten efter karnevalet, og det er vi selvfølgelig glade for, for kapaciteten er langt større i tog end i busser, siger Tony Bispeskov.

Han kalder det yderst usædvanligt, at Banedanmark på den måde afbryder et planlagt sporarbejde.

- Men den her begivenheden (karnevalet, red.) er så stor, og der er så mange, der får noget ud af, at man stopper arbejdet, siger han.

Tony Bispeskov opfordrer i øvrigt til, at man på forhånd tjekker rejseplanen for at følge med i, hvordan togafgangene er i forbindelse med folkefesten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...