Både Studie 4, La Locanda og Restaurant Tabu kunne sikre sig pladser i semifinalerne i "Bedst i Nordjylland"

AALBORG: Konkurrencen Bedst i Nordjylland er nået til de nervepirrende kvartfinaler, hvor hele seks Aalborg-restauranter havde sikret sig pladser. I aftes var halvdelen af dem i kamp, da Studie 4 tog imod Bryghuset Vendia fra Hjørring, og Tabu mødte La Locanda i et vaskeægte lokalopgør.

Camilla Gammelgaard og Hans Ravn (foto)
Her ses kokkene fra Studie 4, som trods nederlaget leverede en flot præstation.

Højt gastronomisk niveau

Aftenens kvartfinaler foregik nærmest dør om dør på Vesterå, da både Studie 4 og Tabu havde sikret sig hjemmebanefordelen. Hos Studie 4 stod slaget mod Bryghuset Vendia fra Hjørring, og det førte desværre til et skuffende resultat, hvis man tager Aalborg-brillerne på.

De tidligere dyster har været meget tætte, og flere har måttet afgøres på point, men Vendia formåede at vinde for både deres forret, hovedret og dessert, og dermed er Studie 4 ude af konkurrencen.

- Studie 4 gjorde det godt, men til syvende og sidst var der ikke så meget tvivl om sejren. Vendias serveringer var bare på et enormt højt gastronomisk niveau. De var en fryd for øjet, smagen var i højsædet, og teknisk var der også arbejdet med mange svære elementer. Tilsammen efterlod det et imponerende indtryk, og Vendia er på den baggrund en fortjent semifinaledeltager ved Bedst i Nordjylland, fortæller dommer Claus Kræmmergård.

Camilla Gammelgaard og Hans Ravn (foto)
Her ses kokke fra Bryghuset Vendia, der hev sejren i land mod Studie 4.

Den frække dreng i klassen

Studie 4 kan dog gå fra konkurrencen med oprejst pande, for de præsterede at gøre netop det, som de tidligere har udtalt er deres formål. Nemlig at leje med de traditionelle retter og gøre dem til deres egne. De er ikke bange for at tage chancer, og så kombinerer de maden med cocktails, hvilket giver dem deres eget udtryk. Det bemærkede Claus Kræmmergård også:

- Det må virkelig have været en spændende aften. Både for de to restauranter og for de spisende gæster, som fik lov til at opleve en direkte duel mellem to meget forskellige spisesteder. Bryghuset Vendia er jo en etableret spiller på restaurantscenen, og er kendt for klassiske fransk-inspirerede køkkendyder, mens Studie 4 forsøger at være den nye og frække dreng i klassen, der gerne vil udfordre det etablerede. Det viste sig blandt andet ved, at Studie 4 på aftenen valgte at lade selvkomponerede drinks ledsage to af serveringerne. Så på den måde fik gæsterne lov at opleve to meget forskellige stilarter, fortæller han.

Camilla Gammelgaard og Hans Ravn (foto)
Her ses kokkene fra Restaurant Tabu, der hev sejren i land.

Lokalbraget

Aftenens anden kvartfinale stod mellem de to Aalborg-restauranter Tabu og La Locanda, og her blev der gjort rent bord, hvis man udelukkende kigger på retterne. Tabu vandt nemlig for alle fire serveringer, og derfor kunne det ligne en jordskredssejr. Det var dog ikke tilfældet, fortæller Torben Pedersbæk, der var dommer ved dysten.

- Vi finder vinderen ud fra, hvor mange retter de hver især vinder for, og derfor kan det godt være lidt misvisende. Man kan få indtrykket af, at Tabu vandt stort, men det var faktisk mere tæt, hvis man kigger på pointene, siger han.

Han understreger, at begge spisesteder leverede klassepræstationer, men han begrunder afgørelsen med, at Tabu var en tand skarpere ved hver ret.

- Overordnet set var der et rigtig godt samspil i retterne. Hvert eneste element var bare en smule mere kreativt, og så var det visuelle også en smule bedre, fortæller Torben Pedersbæk.

Leverede smagseksplosioner

Han er generelt imponeret over niveauet i konkurrencen, og det gælder ikke mindst Restaurant Tabu og La Locanda, der hver især formåede at feje benene væk under ham med en ret.

- Begge restauranter serverede smagseksplosioner. Tabu gjorde det med deres snacks, hvor der for eksempel var en lille brioche med røget skinke og estragonmayonnaise. Det smagte helt forrygende. La Locanda gjorde det med deres dessert, som kan beskrives som en variant af en karameltærte. Det smagte virkelig godt, siger han.

Han slutter af med en klar opfordring:

- Folk skal holde øje med datoerne for semifinalerne og for finalen. Det er virkelig anbefalelsesværdigt at bestille bord til de her arrangementer, for man får en stor oplevelse og rigtig lækker mad. Det er kun de allerbedste, der er tilbage nu.

Konkurrencens sidste kvartfinale finder sted i næste uge imellem San Giovanni og Restaurant Textur, og her trækkes der lod blandt vinderne om, hvem der skal mødes i semifinalerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...