Selv om statsministeren kun sagde KAN på det seneste pressemøde, så hørte de fleste ordet SKAL - og aflyste julefrokoster og bordbestillinger. Sådan kan du og din virksomhed hjælpe restauratørerne - og dig selv - med at komme godt igennem julen

Det er stadig trygt at spise ude, hvis man overholder de gældende restriktioner. Så aflys din afbestilling. Det går nok.

Ellers er der her seks bud på, hvad du kan gøre, så julen ikke går op i mundbind og afstand. Der er masser af juleglæde at få derude og masser af julemagi til maven, lyder det fra Nordjysk Mad & Turisme.

Her er listen med de seks ting, du kan gøre for at støtte.

1. Julehyg alligevel

Er din julefrokost aflyst, så snyd ikke dig selv for julehyggen og den lækre julemad. Det er fortsat trygt at gå ud, så tag i stedet familie, venner eller kolleger under armen og nyd julens lækkerier hos byens restauranter.

2. Giv et gavekort

Giv gaven, der passer til alle maver, med et Let's Eat Aalborg-gavekort til dem du holder af. Det kan indløses på 60 af byens spisesteder.

3. Vælg takeaway

Sætter coronaen begrænsninger, så er mad udefra en god mulighed.

4. Køb gavekort til medarbejderne

Kompenser for at have aflyst medarbejdernes julefrokost ved at købe dem et Let's Eat Aalborg-gavekort til medarbejderne. Så kan de i mindre grupper selv tage ud og fejre julen.

5. Giv de ansatte mere

Giv de ansatte en større julegave i år ved at supplere den traditionelle julegave med et gavekort til en spiseoplevelse. Gavekortet er stadig skattefrit og hører ikke under bagatelgrænser for personalegoder.

6. Udsæt din afbestilling

Måske det er en god idé at udsætte julefrokosten til senere, så både medarbejdere og restauranten ser hinanden alligevel.

****

- Vi står desværre det samme sted som sidste år. Så det er vigtigt, at vi gør en indsats og står sammen. Vi er glade for den opbakning, vi kan mærke fra de lokale medier, og vi håber at vores budskab når ud til restaurantgæsterne og erhvervslivet i tide, så julen bliver med en masser lækre madoplevelser, siger Sarah Kruse fra Nordjysk Mad & Turisme.

Hjælpen glæder restauratørerne

- Omstændighederne er trælse, at vi står her igen med aflysninger som sidste år. Så det er bare så vigtigt, at vi bevarer den positive stemning og får fortalt, at det er trygt at spise ude, da vi jo igennem snart to år med corona har masser af erfaring til at håndtere og følge retningslinjerne, siger Martin Klyvø, ejer af Caféministeriet.

Restauratør og kok fra Bistro Dejavú og Restaurant Applaus, Mads Hyllested, er enig.

- Vi så meget frem til en travl juletid og er selvfølgelig kede af udviklingen. Men vi holder kokkehuen højt og er både glade for de alternative tiltag og den gode opbakning. Vi håber stadig at se gæster i vore lokaler, og ellers er vi klar med lækker mad og god stemning, samt til at indløse Let's Eat Gavekort til madoplevelser hos os i nær fremtid, siger Mads Hyllested.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...